Ydest interessant, Halil, og et meget godt statistisk bevis på, at Hareide har været en bragende succes som landstræner.
I øvrigt er ønsket om et landshold, der både underholder og vinder, bygget op på en ren og skær illusion. Det går selvfølgelig tilbage til Piontek og ´83-´86, men for det første viser denne oversigt, at hukommelsen spiller os et puds, hvis vi tror, at samtlige det landsholds kampe endte 6-1, og for det andet havde Piontek den med afstand bedste gruppe af spillere i dansk fodbolds nyere historie. Vi har ikke været i nærheden af et lignende niveau siden, og det er for mig det største selvbedrag; at Danmark skulle kunne spille champagnefodbold med en gruppe af væsentligt ringere spillere.
Hvor mange landstrænere siden Piontek har også formået at spille underholdende og sejrsrig fodbold? Ricardo vandt vores to største triumfer med røvsyg betonbold og fred være med det; Bo Johanssons hold gnistrede i glimt, selvfølgelig mest bemærkselsværdigt i de to kampe mod Nigeria og Brasilien, men var vist for det meste temmelig pragmatisk; Olsen havde ambitionen om at kombinere underholdning og resultater, og i perioden ´01-´04 lykkedes det meget godt med den næstbedste gruppe af spillere siden 1980erne, men de forsvandt stille og roligt, mens Olsen ikke rykkede sig ud af stedet.
I landsholdsfodboldens fragmenterede univers, hvor der går måneder mellem spillernes møder, er forestillingen om en velsmurt fodboldmaskine en utopi, og det er mest af alt organisation og system, der sejrer i sidste ende. Danmark - med vores utroligt lave befolkningstal og teknisk begrænsede genetiske talentmasse - kan simpelthen ikke kræve, at det æstetiske skal have forrang uden at måtte give køb på resultaterne. Det lader sig ikke give.
Chelsea siden 2002, Manchester City siden 2007, Paris Saint-Germain siden 2010 & Newcastle siden 2020.