Redigeretlør 23. nov 2019
@Jussi
Du løber rundt ude i byen og siger jeg har taget Hareides skodbold til mig, og kommer med slet skjulte revisor-kommentarer. Det er store ord, fra en person der spiller valdhorn i et jazzband.
Jeg kan godt lide offensiv fodbold. Det kan de fleste. Jeg er dog også realistisk anlagt, og jeg ser ikke de kvaliteter på landsholdet som folk prøver at fremhæve. Man kan godt sidde og tælle spillere i de store ligaer. De 5 store ligaer tæller vel omkring 1500 spillere, hvis man tager starteren og reserver med på hver hold. I den pulje har vi vel 2 som tilhører den absolutte elite på deres plads, i henholdsvis Schmeichel og Eriksen. Resten er den bløde mellemvare og reserver. Videre er jeg af den overbevisning, at de fleste små nationer er blevet væsentlig bedre taktisk de sidste 20 år, således at de "nemme" kampe er noget færre.
Jeg mener desuden også at der er en tendens til at male nostalgiske skønmalerier. Det er meget få perioder historisk, hvor det danske landshold faktisk har spillet decideret flot, offensivt og kontrolleret bold. De reservationer folk sidder med nu, sidder man med ved de fleste slutrunder. Alligevel fremhæves spillet som en essentiel del af identiteten. Jeg synes andre aspekter er mindst lige så væsentlige. De smukkeste fodboldoplevelser med landsholdet har for mig været i rollen som den ukuelige underdog. Det synes jeg var ærkedansk mentalitet i de glade 90´ere. Vi gør det på vores måde og man ruller ikke over.
I de sidste 20 år føler jeg det er sivet ud af holdet. Det er blevet en flok pomadedrenge hvor indstilling, talent og ego ikke harmonerer. Da det sivede ud, sivede optimismen jeg havde baseret på spillernes ærgerrighed også ud. Under Hareide er det kommet tilbage. Det er muligt vi er mere one-punch slugger end vi er Sugar Ray Leonard, men selv når vi har haft røven i kanvassen et par gange, sidder jeg aldrig med følelsen af, at vi ikke pludselig kan sende modstanderen til tælling. Det er en herlig kvalitet i et hold.
Videre synes jeg også at Hareide får urimelig meget stick. Der er ikke nogen falsk varemærkning. Man vidste nøjagtig hvad man fik og det produkt har leveret. Så kan man pille det hele fra hinanden og navlepille omkring enkelte elementer. Det er ikke sjældent at man hører, at Eriksen, Schmeichel og held er det eneste Hareide har leveret. Vi havde ikke vundet EM i 1992 uden held og Schmeichel-afleveringen. Spillet var sløjt indledningsvist. Jeg glemmer aldrig skuffelsen da FEDE Brolin stempler den ind. Fra da af udfoldede eventyret sig så og Flæske-Larsen ramte alt. Hvis vi kan snakke om held og anormaliteter, er det vel kroneksemplet. Hele historien omkring mesterskabet, med Vilforts døende datter, Andersens sakde, de store kanoners fravær, den afslappede tilgang, deltagelse på afbud og David der fælder Goliath 3 gange, har så skabt et meget specielt narrativ.
VM 1998 var meget af det samme. Let kval-pulje, hvor man ikke spiller sig ud, og elendige opvarmningskampe skabte en ret flad stemning, især oven på skuffelsen ved EM 1996. Det fortsætter i puljespillet, hvor vi stort set spiller lige op med Sydafrika og Saudi-Arabien og taber til Frankrig. Blitzkrieg fra første fløjt mod Nigeria og Brasilien vækker så både holdet og Fodbolddanmark, og turneringen står som en bragende succes.
Jeg håber at Hjulmand kan samle depechen op og levere en mere balanceret tilgang. Jeg frygter dog også at det koster nogle resultater. Videre er jeg skeptisk til om han kan videreføre den never-say-die attitude, som har båret os tilbage i det fine selskab.
Hareide er væk efter EM, så folk kan tage den med ro og bakke op om KLEBBEN!. Det synes jeg sgu ærlig talt at han har fortjent.