@Sotd
Både Hjulmand og spillerne hader tydeligvis at tabe, det er det vigtigste.
Det er dog komplet uvæsentligt for den debat jeg ønsker at skabe. Den handler om du og jeg - og alle de andre der ser med. Jeg forstår til fulde, at spillerne ikke kan acceptere nederlag. Det siger sig selv - ellers spillede de ikke på det niveau.
Men hvis vi skal have en nuanceret debat, nytter det ikke noget, at et nederlag ALTID er en katastrofe for os fans. Hvad nu, hvis forudsætningen for at få et endnu bedre landshold er, at vi bygger noget nyt op - og i en periode risikerer mere end tidligere? Og er det egentlig ikke mere udtryk for tabermentalitet at sige "vi kommer aldrig op på deres niveau" end at sige "vi tabte slaget, men ikke krigen"?
Du blander nogle koncepter og begreber sammen synes jeg. Jeg har aldrig sagt, at det er en katastrofe at tabe en fodboldkamp. Men jeg synes immervæk der er langt fra begreber som "godkendt" og så til "katastrofe", som er et begreb DU kaster ind i debatten, ikke jeg! Imellem de to begreber findes der en lang række passende begreber så som "Skuffende" eller "mangelfuldt", som jeg synes er noget mere passende på resultat, udtryk og indhold.
Forudsætningen for at få et bedre landshold ligger jo primært i materialet. Kan du nævne mig et hold der over år kontinuerligt har præsteret væsentligt over niveau? Jeg kan komme i tanke om nogle hold der har haft gode perioder, hvor de har overpræsteret, men ofte har det haft noget med en kynisk tilgang til spillet at gøre, så som det vi har set fra Bulgarien, Grækenland, Island og Ukraine i perioder henover de forgangne 20-30 år. Jeg har meget sjældent set hold udvikle et offensivt koncept der overstiger spillernes egentlige formåen til et niveau, hvor holdet længerevarende overpræsterer og opnår væsentlige resultater. Og det er lidt det jeg føler vi står i. Nogle forventer bedre offensivt spil - men det nytter jo ikke noget når niveau´et ikke er der. Det er ikke "tabermentalitet" efter min mening, men derimod realisme.
Det er derimod "tabermentalitet" at acceptere 0-2 nederlag på hjemmebane til et væsentlig svækket modstander, uden vi skaber chancer og hvor vi viser taktiske og tekniske svaghedstegn såvel offensivt (som ofte set) og defensivt (sjældent set).
Muligheden for ikke at tabe krigen handler jo netop om, at vide hvor man skal slå til. Og det nytter ikke noget at gå ansigt til ansigt i krig med 11 tanks, hvis du selv har en kniv som dit eneste våben.
Jeg synes ikke, din analyse af kampen holder. De vandt ikke, fordi Hjulmand ofrede den gode defensiv. Begge mål kunne også være lavet mod os tidligere, og nej, vi lukkede ikke mange ind under Hareide - men han tabte altså også kampe i begyndelsen, endda til ringere hold.
Ja, men i modsætning til Hjulmand, så overtog Hareide også et hold der var gået i opløsning og som netop havde misset en slutrunde på bekostning af fucking Albanien... Hjulmand overtager et hold der lige er kvalificeret til VM, er rykket op i A-gruppen i Nations League, ligger højere på verdensranglisten end meget meget længe og som har en ubrudt stime af pointgivende kampe. Der er en verden til forskel på, at skulle redefinere et landshold, og så på at skulle bygge videre.
Jeg synes, at det høje pres fungerede i første halveg, og AC sad helt oppe i hælene på Lukaku og var mere dominerende i luften, end jeg kan huske at have set ham. Jeg forstår simpelthen ikke pessimismen. Den giver kun mening, hvis man på forhånd var negativt indstillet.
Eller hvis man har set kampen mere end én gang. Vi skal ikke blive uenige i, at AC spiller en god kamp. Men det har han altså gjort før. Det samme har Zanka og Simon Kjær. Vi har generelt en rigtig god defensiv akse med en glimrende keeper og et hav af kvalificerede centrale forsvarsspillere. Ikke desto mindre var AC stærkt impliceret i det afgørende mål, hvor han placerer sig forkert på Lukaku og tillader 1) at han modtager bolden i det lille felt på en flad aflevering og 2) lader ham blive retvendt mod mål - Han laver sågar et kæmpe straffespark på ham inden målet. Men i sin helhed spiller han godt.
Det høje pres fungerede rigtig hæderligt i første halvleg - enig. Med den undtagelse, at det ikke for alvor bragte noget med sig, og at størstedelen af de fejl der var opstod som følge af en fumlende Mignolet. Vi kan ikke udelukkende lægge presspillet i en positiv kategori, for det skabte altså også plads til nogle omstillinger i den modsatte ende, som belgierne heldigvis ikke var ret gode til at løse.
Det er muligt, at vi "kunne" have lukket de mål ind i de andre kampe - men det gjorde vi så ikke. Og det må vi trods alt også tillægge end vis værdi.
Det er muligt, det er sket, men JEG kan ikke huske hvornår vi sidst har lukket et så tumpet mål ind, som det første. En nærmest flad bold på hjørnespark til en totalt udækket modstander, som bare kan sparke den ind. Jeg har set masser af SIF-kampe hvor det har været tilfældet, men ikke med landsholdet i de senere år.
I hele 2019 lukkede vi følgende mål ind på dødbolde:
3-0 Schweiz - Headet fra bagerst i feltet ind til en spiller som snitter den og den går ind under Schmeichels ben, og Dalsgaard får lige præcis ikke prikket den ud.
1-1 Irland - Frispark fra 35-40 meter slået ind i det farlige område, hvor Shane Duffy kommer højest.
Begge kunne have været undgået, men det er helt anderledes komplekse situationer end den Belgien scorede på...