Leibniz opfandt den binære kode efter at have sat sig ned og set samtlige Danmarks kampe mod Irland og Nordirland.[/ironi]
Nu har jeg ikke hørt det pågældende klip med Jonathan Wilson, men han er ikke hvem som helst; snarere den allermest nørdede af alle fodboldjournalisterne i The Guardian-sfæren derovre, berømt for sin minutiøse grundighed i detaljen. Det var ham, der skrev Inverting the Pyramid, biblen om formationernes og taktikkens historie (som jeg dog ikke har læst), og en række andre ret så gennemgribende fodboldbøger. Dertil grundlagde han det fremragende, alternative fodboldmagasin The Blizzard, som virkeligt løftede fodboldjournalistikken op på et højere niveau, så det er én af de tunge drenge.
Wilson, om hvem en kollega engang jokede at han havde set samtlige kampe fra Sovjetunionens anden division 1985/1986, kan næppe have udtalt sig så skråsikkert om Danmark uden en vis tongue in cheek, men desværre har han til en vis grad ret i, at den champagnebold, som vi berømmer os selv så meget for, rent faktisk har været en sjælden forteelse i vores slutrundedeltagelser: ´92 var bortset fra triumfen en fodboldæstetisk jammerdal; den berømmede ´98-kampagne nærmest snublede vi ind i efter et grusomt forår og gruppespil; Olsens hold i ´02 og ´04 var kønt og havde potentiale, men udfoldede det aldrig for alvor; og hverken ´10, ´12 eller ´18 siden da har været noget at skrive hjem om. Jeg havde virkeligt set frem til EM på hjemmebane med Hareides vindermaskine, men lad os være ærlige: smukt var det næppe blevet.
Det er essensen i hele det hjulmandske projekt: spil noget god fodbold, som lever op til vores selvfede billede af os selv som spillets betvingere (ergo mandens berømte studietur rundt i det ganske land for at udforske danskheden), så Jonathan Wilson og co. om 20 år kan sidde og hive sig i banditten over det romantiske Danmark, der tabte 3-2 til Holland i en fremragende EM-kvartfinale snarere end det grufulde Hareide-hold, der nåede semifinalen efter fem livsfornægtende 1-0-sejre i streg. Vinde EM kommer vi næppe til under nogen omstændigheder, så man må sætte et aftryk på en anden måde. Om Hjulmand kan gøre det med Danmarks trods alt begrænsede spillermateriale, må tiden vise.
Chelsea siden 2002, Manchester City siden 2007, Paris Saint-Germain siden 2010 & Newcastle siden 2020.