Snak

Nogle tanker og betragtninger oven på kampen i går:

- Jeg erindrer en historie om en engelsk mand, der ikke havde noget synderligt fodboldtalent, men som en del af et tankeeksperiment ville se, om han alligevel kunne blive professionel gennem mentale øvelser og konstant visualisering af sin succes. Man har vist intet hørt fra ham siden. Braithwaite er det professionelle svar på ham. Al ære og respekt for den fine karriere, han har skabt for sig selv, men det er åbenlyst, at han ikke kan tænke sig til at være den nye Messi. Usynlig bortset fra dybeløb og pinlige tekniske fejl.

- Yussuf Poulsen ligner ligeledes Bambi på glatis og skylder et ugudeligt antal mål, men har ud over Braithwaites fart også fysik, og vi ved fra sodavandsfirmaet, at han er fremragende i rollen som lynafleder for en mere finurlig partner. Ville meget gerne se ham oppe foran med Dolberg i et tomandsangreb.

- Eriksen er verdens bedste alibispiller, slet og ret. Næsten alle hans aktioner i løbet af en kamp er sikre og afmålte, og i en alder af 28 må man nok erkende, at det bare er hans karakter som spiller. Skal selvfølgelig have ros for at være skarp, da det gjaldt. Havde også den ene fremragende soloaktion, lige før det hele ramlede i anden halveg, men det generelle indtryk er, at vores bedste spiller ikke magter at tage skridtet op og gribe fat om kampen.

- Det er noget sjovt noget med dette landshold, der er så dødbringende effektivt og kynisk, men reelt aldrig formår at spille en hel, god fodboldkamp. Kampen i går minder f.eks. om kampen mod Australien ved VM, hvor vi er foran og i kontrol mod et væsentligt dårligere fodboldhold, og lader dem alligevel komme tilbage. Er det en mærkværdig, mental brist? Må understrege, at det stadig er stor klasse at vinde efter en så ringe anden halveg.

Martin Braithwaite må simpelthen ikke være starter på det danske landshold. Han er simpelthen for ringe og bidrager i alt for få facetter i spillet. Yussuf Poulsen kan modtage bolden med ryggen til målet, både i luften og ved jorden, holde fast i den og sende den videre. Derudover har han et godt hovedspil. Braithwaite smider bolden væk, hver gang han skal deltage i småspil og hans førsteberøring er tilmed for dårlig til at få noget ud af situationer, hvor stikningen kommer henover forsvaret. Den skal altid ligge foran ham ved jorden, før det kan blive til noget. Skal vi spille med et tomandsangreb, må det være sådan, at Yusuf, Dolberg, Cornelius og nok også Wind må stå foran Braithwaite. Hvis vi skal spille mod hold, som står meget højt, kan han være en mulighed, men ellers ser jeg ham ikke bidrage med noget nævneværdigt.

Angående opstillingen i går, så fungerede det på ingen måde. Skal vi spille med wingbacks, så skal de to wingbacks spille som wingbacks. De skal være spilbare længere fremme på kanterne, når vi har bolden. Hver gang. Wass kan nok blive en god wingback, men han vel hellere indgå i spillet end at komme blæsende over kanten. Stryger egner sig bedre til at spille som en af de tre bageste i den opstilling, hvis han ikke skal spille højre wingback. Mæhle er med andre ord et must, hvis den her opstilling skal virke.

Problemet er, at spillet bliver klumpet sammen i midten af banen, når de to backs ikke kommer bragende, og her er det altså primært Eriksen, Jensen og Delaney, der har de tekniske evner til at være med. Og velsagtens primært Eriksen, som faktisk for alvor kan. Når Island står så lavt og kompakt, og vi nærmest ikke har noget farligt kantspil, så bidrager halvanden dybdeløber i front ikke meget. For mig at se var det en taktisk fejldisposition af Hjulmand. Havde Mæhle været med, havde det ikke stillet så store krav til, at Braithwaite skulle gå så meget med i spillet. Havde Wind været med fra start istedet for Braithwaite, havde vi haft en spiller mere på banen.

I øvrigt synes jeg det er en fræk arrogance af Island at stille op uden Heungminson.

Haha!

Haha, Jussi. Det jokede min søn og jeg også om. Deres bedste Son var slet ikke med.

Rasmus:
Er meget enig i alt, hvad du skriver. Wind skulle have spillet i stedet for Braithwaite, og vi kan ikke spille 3-5-2 med så lave kanter, hvoraf den ene er Stryger, som intet kan offensivt i Venstre side. Jeg fattede heller ikke, hvorfor M. Jensen skulle skiftes ud, for han var den eneste, som kunne tilføre holdet noget på bolden offensivt.
Det er første gang, hvor jeg for alvor mener, at vi kan kritisere Hjulmand for sine taktiske dispositioner og de manglende udskiftninger.

Jeg syntes sgu præstationen i går var ret kritisabel. Vi møder et Islandsk hold, som må være helt nede på moral efter deres seneste koks, og som a absolut intet at spille for. Vi spiller så en defensivt fin første halveleg, hvor vi skaber absolut intet. Herefter spiller vi en decideret misserabel anden halvleg. Og vi vinder på to tvivlsomme straffespark, mens Island reelt set skaber flest chancer i åbent spil

Jeg har egentligt været positivt overrasket over Hjulmand. Jeg syntes, der har været fine tendenser. Og især har jeg glædet mig over evne til også at opnå de grimme resultater.

Men jeg vil vove den påstand, at Hareide spillede væsentligt mere underholdende mod lande som Island, end DK gjorde i går. Under Hareide blev bolden ganske vist ikke spillet så meget til siden og tilbage, og spillet var mere simpelt. Men der blev skabt chancer.

Det i går var ubetinget den ringeste landskamp, jeg har relativt frisk i erindringen. Det er min klare forventning, at Hjulmand skal løfte os ud over den slags præstationer fremadrettet, og jeg syntes i den grad, han fejlede i at ´være noget bedre end Hareide´ i går.

Det er stadig for tidligt at forvente, at Hjulmand har revolutioneret noget som helst, så der skal ikke peges yderligere fingre. Men i går var på ingen parametre godt nok, hverken taktisk eller spillemæssigt. Det skal blive bedre.

"Jeg savner, at Eriksen tager fat i spillet i svære perioder. At han suger boldene til sig, fordeler dem, og dirigerer sine holdkammerater. Han spiller centralt, er vores største stjerne med over 100 landskampe. Han blegner for ofte i modgang."

Desværre er dette korrekt og kendetegnende for Danmarks bedste spiller de sidste mange år. Det smitter af.

Braithwaite skal højst være på bænken

"Jeg savner, at Eriksen tager fat i spillet i svære perioder. At han suger boldene til sig, fordeler dem, og dirigerer sine holdkammerater. Han spiller centralt, er vores største stjerne med over 100 landskampe. Han blegner for ofte i modgang."

Jeg er enig i at Eriksen aldring bliver den spiller, der styrer tempoet i en kamp. Det har han aldrig været, og det bliver han heller aldrig. Det er også derfor han ikke slår til i Inter - han er hverken playmaker 10´er, eller en der fylder en masse på en 8´er.

Til gengæld har han fremragende kcvaliteter som holdspiller, og er en giftig afslutter, som med mere hurtighed ville være decideret verdenskalsse. Han er bare bedst, når han ikek skal skabe spillet alene, når han kan få tid til at rykke i position mens andre bygger op, pg når han kommer til afslotninger ved at løbe i feltet uden bold.

I forhold til kampen i går, så synes jeg stadig,a t første havlleg var mere end godkendt. Bevares, det var kedeligt, men Island var pakket totalt ned. Samtidig glædede jeg miog over at se et hold der var fint justeret, og hvor højre side med AC og Wass leverede godt fodboldspil.

ANden halvleg var til gengæld forfærdelig, det viste sig, at holdet ikke kunne håndtere pres fra Island, og det bliver et problem mod stærkere modstandere.

Det er vel egentlig blevet til en rigtigt fin start for Hjulmand sådan alt i alt.
Resultatmæssigt kan det jo ikke gøres meget bedre og det virker som om han langsomt, men sikkert udvikler spillet. Dermed ikke sagt at der ikke er problemer og anden halvleg i går var rædderlig. Det er rigtigt nok at der ikke bliver skabt mange chancer mod Island og der ikke er blevet scoret mange mål sådan overordnet, men det skal dog nok også ses i lyset af at Danmarks offensive kort er stærkt udfordrede pt. Det hjælper heller ikke at en af dåseåbnerne, Skov Olsen, bliver alvorligt skadet lige efter at have vist vejen. Mæhle ville også have pyntet i går samt det kunne være interessant at se Dolberg (frem for Braithwaithe) sammen med Yussuf i en 3-5-2.

Jeg synes egentlig ikke at spillet er blevet voldsomt meget mere indirekte end under Hareide, hvis overhovedet. Jeg er med på han meget berømt i starten af sin tid snakkede om x antal sekunder før en afslutning osv., men det blev jo ved snakken. Derimod virker det også til man romantiserer kampene under sidste landstræner ganske voldsomt. Jeg har endda set nogen sige gårsdagens kamp var den dårligste i mange år. Det har jeg virkelig svært ved at se. Egentlig gik kampforløbet i går vel meget godt i spænd med det sidste års tid under Hareide. Ikke alle kampe naturligvis, men vi var voldsomt pressede i mange af dem. Også mod dårligere modstandere. Vi spillede også rædderlige kampe mod Irland og var heldig med ikke at måtte afgive EM pladsen til netop dem i den afgørende kamp. Jeg synes der var en negativ ketchup effekt at syne og vi spillede ret konsekvent dårligere end resultaterne. Vinderattituden var erstattet med en vil-ikke-tabe attitude og kampene bar ofte præg af at ville sikre sig det ene point frem for at gå efter sejren.

Han gjorde meget godt for landsholdet, Hareide, og fik stablet en dygtig defensiv organisation på benene. Det værste Hjulmand kunne gøre var at ødelægge denne, men det har han heldigvis ikke gjort. Om noget har han forbedret den. Så har vi offensiven og det er her det bliver rigtigt svært. Umiddelbart virker det til der er kommet flere strenge at spille på, men jeg tror heller ikke Hjulmand selv vil være helt tilfreds med hvor langt vi er nået. Der bliver skabt for lidt, men det er også svært at se hvor det skal komme fra.

Vi har mange spillere der kan byde sig til. Der er en god bredde, men ingen skiller sig positivt ud i toppen. Vores offensive talenter har bare i en lang årerække konsekvent undladt at blive til det store. Generationen med Viktor Fischer, Lucas Andersen, Pione Sisto, Rasmus Falk, Patrick Olsen osv. er jo kuldsejlet i landsholdsøjemed. Det er alle habile superligaspillere, bevares. Flere af dem har været i udlandet og haft lovende begyndelser på deres karrierer, men er dernæst søgt hjem igen. Så har vi Dolberg der en overgang lignede en verdensstjerne, men han er sgu´ svær at tro på over længere tid. Talentet har han. Koldblodigheden har han. Bliver han brugt forkert? Mangler viljen? Spøger den alvorlige skade stadig? Jeg ved det ikke, men særligt godt er det han foretager sig ikke. Så har vi nogle måske/måske ikke talenter. Mest nævneværdige er Andreas Skov Olsen og Mikkel Damsgaard. De er store talenter med en fantastisk teknik der ovenikøbet er enormt målfarlige, men de er satme også i en svær liga. Meget afhænger af hvordan de kommer ind på deres hold i denne sæson. Andre spændende spillere omfatter Dreyer, Wind m.fl.

Så der er skam lovende spillere på vej, men vi får højst sandsynligt ingen verdensstjerne eller verdensklasse spillere på de positioner i de kommende år. Dermed skal offensiven forbedres organisatorisk og strukturelt. Kedeligt kunne man fristes til at sige, men faktisk en opgave jeg tror Hjulmand er skræddersyet til. Løsningen er dog ikke åbenlys. Umiddelbart kan jeg godt lide ideen om at spille med 2 angribere. Her tænker jeg tilbage på hvordan Jon Dahl og Ebbe Sand supplerede hinanden. En spiller som Dolberg ville måske komme mere til sin ret hvis han spillede pladsen bag en opspilsstation som Yussuf eller Wind. Under alle omstændigheder er jeg meget enig med andre i at Braithwaite skal en tur ud på bænken. Ikke bare fordi jeg tror vi kan lave et bedre makkerpar uden ham, men også fordi han er giftig som indhopper med hans fart og dybdeløb.

Så er der formationen. I alle kampe under Hjulmand har vi på et eller andet tidspunkt spillet med 3 i bagkæden. Det er interessant, men det rejser også et dilemma. Hvis vi spiller med wingbacks er bedste bud Mæhle og Wass, men så er der pludselig ikke plads til Skov Olsen/Dreyer og Damsgaard/Sisto typerne. Har man en 4-back kæde er der ikke plads til både 2 angribere, de 2 dåseåbnere OG Eriksen.

En mulighed er jo så også at gøre som vi har gjort i de første kampe (minus mod Island) og veksle imellem formationerne. 4-3-3 med Mæhle/Skov og Wass som backs, dåseåbnere på kanterne og et skur inde foran. Man kunne eventuelt flytte Yussuf ind som decideret angriber i dette system. Alternativt 3-5-2 med Mæhle og Wass som wingbacks, ingen dåseåbnere, men dog to angribere at spille den op på. Jeg tror ikke vi kan finde én formation der udnytter de bedste spillere vi har, men måske behøver vi heller ikke det. Måske vi skulle begynde at spille på flere tangenter i stedet og benytte taktiske ændringer som et aktivt våben i kampene. Projektet med Braithwaite og Yussuf som fløje ser jeg dog som en blindgyde.