Poulsen har været afgørende i 2 landskampe. Mod Schweiz og mod Peru, men det er kun pga. af Eriksens sukkerbolde som gav ham 100% chancer.
Det er altså en grov forsimpling det der. Poulsen var måske ikke en kampafgørende spiller, men med sin fysik og sin evne til at være forreste pres vil jeg mene, at han var afgørende for den måde, Hareide spillede på.
Ift. diskussionen om Olsen og spillermaterialet hælder jeg til, at han ikke havde specielt godt materiale til sidst i sin periode, men at han samtidig fik alt for lidt ud af det materiale, han trods alt havde. At han ikke evnede at kvalificere os til EM 2016 var direkte katastrofalt. Og det var i min optik, fordi han ikke var pragmatisk nok indstillet og evnede at sætte holdet op efter evnerne.
Hvis vi vender blikket mod den nuværende landstræner, så syntes jeg altså, der begynder at mangle nogle kritiske nuancer. Jeg er sådan set ikke utilfreds, men det er som om, der er gået kollektiv forelskelse i den. Jeg anderkender en god start, men jeg syntes, nogle nuancer er på sin plads:
Vi er kommet resultatmæssigt rigtig godt fra start. Meget af dette kan dog tilskrives, at vi vinder over England. Reelt set vinder vi dog udelukkende, fordi de får en mand vist ud, og selv der har vi svært ved at hive sejren hjem. Hvad vi tabt den kamp, havde vi ikke været oppe at køre over Hjulmands resultatmæssige start. Det er ikke en kritik, men en nuance, jeg syntes hører med til fortællingen om Hjulmands start.
Spillemæssigt har der været spændende momenter. Og der tegner sig perspektiver. Sidst mod Belgien var det virkeligt godt langt hen ad vejen. Det ser lovende ud. Men Hjulmand har efter otte kampe endnu ikke leveret en rigtigt helstøbt præstation, hvor vi så den flotte fodbold, vi forventer. Det er måske også for tidligt at kræve.
Jeg er overordnet positiv omkring Hjulmands start. Og jeg er gået fra at være skeptisk til at være troende. Men vi skal huske nuancerne i bedømmelsen.
Jeg hørte f.eks. Medianos seneste Landsholdsspecial, hvor de to eksperter nærmest var ved at implodere af ren Hjulmand liderlighed. De fremlægger det som om, der ikke er grænser for, hvor meget Hjulmand har løftet landsholdet efter Hareide. Og det er jeg komplet uenig i. Hjulmand har fortsat Hareides grundarbejde, og han er begyndt at lægge elementer til, som tegner fine perspekektiver. Men vi er sgu stadig nærmere Skandinaviens Irere end Nordens Brasilianere.