Med al respekt for mikrostaten vi får besøg af på torsdag, tillader jeg mig at rette koncentrationen mod den virkelige prøve i denne landskampstermin. Finland ude er et svært sted at spille.
Trods mit begrænsede kendskab til det finske sprog, har jeg forsøgt at følge lidt med i hvordan finnerne forholder sig til deres udtagne trup og mødet med Danmark på søndag. Generelt virker man fra finsk side meget tilfreds med truppen og den nuværende form blandt de forventede startere.
En spiller der bliver nævnt i flæng, er Robert Taylor, der trods sit ikke-finske navn er født i Finland og indtil videre har opnået 29 landskampe - dog uden at spille sig ind i gruppen af stamspillere. Han var eksempelvis ikke i truppen i det meste af 2022 og sad også på bænken i hele kampen mod DK i marts. Men nu spiller han sammen med selveste Messi under de varme himmelstrøg i Florida, og der gør han det åbenbart så godt, at mange forventer at han kan forvente en startplads på søndag.
https://www.transfermarkt.com/robert-taylor/profil/spieler/251836En bekymring er dog talismanden Teemu Pukkis nedadgående formkurve. Han er efterhånden blevet 33 år, og er (ligesom Robert Taylor) at finde i den amerikanske MLS, i Minnesota. Her har han kun spillet 12 kampe siden marts, med 3 mål til følge.
Konsensus virker til at være en forsigtig optimisme inden mødet med Danmark, særligt fordi man har bemærket DK´s formnedgang det seneste års tid, og fordi man ikke har tabt en betydende kamp på hjemmebane siden nederlaget til Frankrig i november 2021. Finnerne vil være tilfredse med et enkelt point på forhånd, men vil helt sikkert også være villige til at satse, hvis de lugter svaghed i starten af kampen.