Fordelen ved et tremandsforsvar kan være, at flere spillere kan genkende de grundlæggende principper i en 3-5-2 fra Hareide, selvom der kommer til at være nogle store forskelle, rent mekanisk.
Eksempelvis, at vi spiller med meget mere dynamiske og offensive backs, som dog ikke er specielt solide defensivt. Derfor tænker jeg, at vores mest optimale opstilling er en variation af 3-5-2. Enten 3-4-1-2 med Eriksen som offensiv midtbane eller Wind som hængende angriber bagved Højlund og Poulsen. Alternativt en 3-4-3, med Eriksen og Delaney/Højbjerg på midten og en klassisk forward, flankeret af to kantspillere, som kan skiftes alt efter hvem vi møder og hvordan kampens forløb udspiller sig. Skal vi overbefolke midtbanen, kan en klassisk 3-5-2 med Højbjerg, Delaney og Eriksen på midten også bruges, med løbevillige og presstærke spillere på toppen.
Kan vi kombinere Hjulmands tilgang til power-fodbold, med den defensive struktur, stabilitet og generelle lyst til at tage ansvar fra Hareide-æraen, kan vi seriøst komme tæt på det mest mulige optimerede landshold. Jeg savner mange af dyderne fra Hareides hold og det er ærgerligt, at meget af det solide indtryk fuldstændigt er forsvundet det seneste 1½ år. Bevares, spillet var ikke sindsoprivende, men kampene var aldrig kedelige.
1. Schmeichel
2. Rønnow
3. Hermansen
4. Andersen
5. Christensen
6. Vestergaard
7. Kjær
8. Nelsson
9. Mæhle
10. Bah
11. Kristiansen
12. Højbjerg
13. Nørgaard
14. Eriksen
15. Hjulmand
16. Delaney
17. ASO
18. Daramy
19. Wind
20. Højlund
21. Skov
22. Poulsen
23. Lindstrøm
Flere er på vippen og jeg ville som sådan ikke have noget imod at skifte Lindstrøm eller Daramy for at have Stryger med, som kan dække begge backs uden problemer.
Bobler. Stryger Dolberg, Cornelius, Kjærgaard, Bidstrup, Dreyer, O’Riley, Billing, Jensen m.fl.