Enig, @JuveFella.
Selvom jeg normalt betegner mig selv som lidt af en jubelidiot, når det kommer til Landsholdet, skal klaphatten være trukket gevaldigt ned over øjne og øre, for at man ikke kan se, at landholdets kernespillere (de sidste 2-3 år), ikke præsterer på et særligt højt niveau pt., og at man ikke har formået at indfase de spillere der uundgåeligt skal tage over, før eller siden.
Efter min mening kan Eriksen ikke varetage den samme rolle på landsholdet, som han kunne før EM 2021. Han har simpelthen mistet for meget fysik, så han, i nogle kampbilleder, bliver en belastning for hans midtbanekollegaer i United. Jovist, han er stadig verdensklasse i pasningspillet og hans næse for timing og spilforståelse er intakte, men det kan bare ikke længere veje op for, at han langt fra er en komplet midtbanespiller, som har flere og flere mangler i sit spil, som hans holdkammerater skal kompensere for.
Højbjerg, der har været Landsholdets klart bedste spiller de sidste par år, er røget ind i en formnedgang og er samtidig ramt af en ny virkelighed, hvor hans rolle i Tottenham er fuldstændigt vendt på hovedet. Bliver han i klubben, eller skifter han til Juventus? Det så ud til at Tottenham var ret opsatte på at komme af med ham, før deres førstevalg på midtbanen begge blev ramt af skader. Formnedgangen har også været tydelig i løbet af kvalifikationsturneringen med Landsholdet. Her burde man kunne forvente mere af en så dygtig spiller. Men selv udstrålingen, som Højbjerg ellers er garant for normalt, har ikke været der i flere af kampene.
Delaney er skadet igen. Bah har konstante skadesproblemer. Napoli vil næsten hellere spille med 10 mand end at give Lindstrøm spilletid (virker det som om). Skov Olsen har fine statistikker, men har været meget inde og ude af Landsholdet på det seneste, og han har stadig ikke fundet et solidt bundniveau, når han spiller i rødt og hvidt.
Schmeichel har også haft et par turbulente år. Han er stadig en klassemålmand, men han er ikke den samme Schmeichel, som for et par år siden. Man kunne skrive rigtig meget om hans betydning for landsholdet, på både godt og ondt, men jeg vil nøjes med at konstatere at han trods alt spiller hver uge for sit klubhold, om end det er på et lavere niveau end tidligere.
På den positive side er der naturligvis hele historien om Rasmus Højlund, mens Damsgaard virker til at være på vej tilbage. Dolberg og Wind scorer mål, vores stærke midterforsvar får godt med spilletid (ja, også Kjær og V. Nelsson). Derudover vælter vi os nærmest i talenter på midtbanen og på målmandsposten. Den store udfordring er jo bare, at ingen af dem er blevet indfaset på holdet endnu.
Et halvt år er lang tid i fodbold - heldigvis - og der kan derfor nå at ske mange ting inden bolden ruller mod Slovenien i Stuttgart. Men hvor jeg før har fundet trøst i, at vores holdånd, taktiske fleksibilitet og mentale styrke redder os, når kampformen måske ikke er 100% hos alle vores nøglespillere, så sidder jeg denne gang med markant lavere forventninger, end jeg har haft i mange år. Men når vi så banker Schweiz 4-0 her til marts, så finder jeg sgu klaphatten frem igen.