Må faktisk sige at Berlingske rammer den meget godt.
Ideen var, at Hjulmand skulle spole tiden tilbage til 1980ernes jubelfodbold. Nu skulle det være slut med »Onkel Hareides« »kyniske« fodboldstil, som havde gjort landsholdet til et ikke så spektakulært, men nærmest uovervindeligt kollektiv.
I stedet ville Hjulmand skrue op for charmen, kreativiteten og den danske dynamit fra de stadig berømte slutrunder i 1984 og 1986.
Desværre kom han til at holde fingeren lidt for længe på spoleknappen, og det viser sig nu, at vi er røget tilbage til 1970erne. Til tiden før Sepp Piontek.
Dengang landsholdet spillede forfærdeligt, tabte hele tiden og altid skød skylden for elendigheden på dommeren, banen, vejret og de usportslige modstandere, der brugte feje tricks som driblinger og finter når de scorede deres mål.
Det er meget sørgeligt at overvære, og jeg ville ønske, at DBU et sted i deres store og politisk korrekte organisation kunne finde plads til en kommunikationsrådgiver, der kunne minde Hjulmand om, at klynkeri er en dårlig måde at vinde folks respekt på, og at tudefjæs sjældent vinder mesterskaber.
Det er offerkultur
Hvis Hjulmand i stedet for at beklage sig over VAR, som er et vilkår for alle hold, havde brugt pressemødet til at tage ansvar for noget af det, enhver tilskuer kan se, så ville vi have lyttet med respekt.
Det kunne for eksempel være:
At det danske hold spiller langsomt og fantasiløst.
At angriberne ikke kan ramme målet.
At gejsten og kampviljen forsvinder ud af spillerne ved den mindste modgang, og at holdet ikke har noget klart spilkoncept.