Det kan være svært at finde begejstringen frem til en træningskamp mod et hold som Nordirland, men jeg blev alligevel nysgerrig efter det seneste interview med Kasper.
Jeg så ikke afslutningen på kampen i Lissabon og gik ud fra, at hans skade var noget med rotatormanchetten. At det i stedet var en brækket skulder ændrer lidt på mit synspunkt. Smerten må have været vanvittig, og det siger meget om hans mentalitet, at han spillede videre.
Det får mig til at spekulere på, om Hjulmands største svaghed i virkeligheden var, at han ikke formåede at håndtere de store personligheder – eller i det mindste nedprioriterede det til fordel for taktisk nørderi. Truppen var fyldt med alfatyper – jeg tænker på Schmeichel, Kjær og Højbjerg – og måske overlod han for meget ansvar til dem. Det fælles traume omkring Eriksens kollaps har muligvis fyldt mere hos ham end nogen har vidst, selv flere år efter.
Taktisk var det interessant at høre Rasmus Monnerup i Medianos podcast nævne idéen om en 4-4-2 med en diamant på midtbanen. Jeg har ofte tænkt, at snakken om talformationer er lidt overflødig, da det hele alligevel ændrer sig i løbet af kampen. Hjulmand kunne godt starte i en 3-4-3, men afhængig af boldbesiddelsen lignede det til tider en 2-6-2 eller en 4-2-4. Der er dog noget om det med at spille efter sine styrker – og lige nu har vi en overflod af centrale midtbanespillere og offensive backs. Og en Eriksen, der ikke længere har fysikken til at løbe i 90 minutter.
Mod et hold der står lavt, kunne en central midtbane med Hjulmand, Højbjerg og Damsgaard – og Eriksen som kreatør / luksustier - sammen med to angribere, være spændende. Det rejser dog spørgsmålet om Isaksens rolle. Skal han være angriber med frihed til at trække ud på begge kanter? Eller bliver han Sorteper i denne kamp, til fordel for to mere klassiske boksspillere?