Jeg synes stemningen i parken var god modsat mange andre.
Jeg er ikke sikker på, at det her er en debat, der er værd at tage, men jeg vil alligevel uddybe mine tanker lidt.
Jeg syntes, stemningen var ganske livlig i første halvleg. Men efterhånden som tiden løb ud, virkede det som om publikum og spillerne fodrede hinandens negative energi. Med et kvarter tilbage virkede det næsten som om, der var bred enighed blandt både spillere og fans om, at kampen ville ende 0-0. Kommentatorerne på min engelske stream bemærkede også, at atmosfæren var dæmpet. Og sådan en situation gavner naturligvis udeholdet.
Jeg har aldrig set landsholdet spille live (det står dog på min bucket list). Jeg ved derfor ikke præcis, hvilket arbejde capoerne gør for at få stemningen op at køre. Men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om vi med vores kølige, skandinaviske mentalitet nogensinde kan matche den intensitet, man ser på lægterne i Sydeuropa. Det er nemt nok at synge igennem, når man fører 4-0, men jeg mener faktisk, at den psykologiske støtte fra publikum er vigtigere, når stillingen er 0-0, end når sejren allerede er sikret.
Jeg havde selv tænkt over idéen med en ultras-sektion til landsholdskampe – men var det ikke netop dét, De Danske Rødder forsøgte at levere? De blev fjernet, fordi andre fans følte sig utrygge. Men ved at fokusere på en god oplevelse for alle, har DBU så ikke samtidig sat en stopper for tilskuertribunens evne til at udøve det psykologiske pres, der kan intimidere modstanderne? Hvis fokus er på at imødekomme alle, fjerner man så i virkeligheden hjemmebanefordelen?
Det kunne være interessant at sammenligne, hvordan et græsk publikum ville reagere, hvis kampen stod uafgjort eller de var bagud med ét mål med et kvarter tilbage.