Puha. Den gjorde nas.
Jeg synes ikke, jeg plejer at tale i affekt, når jeg siger noget om landsholdet. Diskussionen bliver hurtigt så skinger; enkelte spillere bliver lagt for had, dem over tredive skal skride på pension, træneren skal fyres, og desuden er det Peter Møllers skyld det hele. Det bliver så fjollet.
Men ovenpå de her to kampe sidder jeg med en fornemmelse af, at landsholdet står ved en skillevej. Der er noget, der slet slet ikke stemmer. For hvem fanden er egentligt lederne på det her hold.
Efter Belarus-kampen hørte vi både Isaksen og Damsgaard sige, at der ikke blev talt sammen inde på banen i de minutter, hvor det går galt. Det er tæt på utilgiveligt, synes jeg. Og man sidder endda lidt med fornemmelsen af, at der heller ikke blev talt sammen inden. Man lod dem komme ind i kampen, man sløsede i de direkte dueller, og man mistede bolden alt for nemt. Deres første mål kom bestemt ikke ud af det blå.
Det gjorde skotternes første scoring i går heller ikke. Ja, det var en sjældent set vanvittig scoring, som lykkes 1/20 gange. Men det kommer jo på baggrund af, at Danmark slet ikke er til stede i starten af kampen. At man laver 4-5 dårlige clearinger i streg, og at skotternes bedste spiller ikke møder modstand, når han stiger i luften inde i vores eget felt.
I dag hører jeg så, at hverken Schmeichel eller Højbjerg “havde lyst” til at udtale sig til pressen efter kampen i går aftes. Man sender simpelthen 21-årige Dorgu ud til dem. Sammen med Isaksen og de to Sorte Per’er: Hjulmand og NK. Selv Eriksen, som sad på bænken hele kampen, har udtalt sig til citat.
Men ikke vores anførere. Vores to mest rutinerede spillere; dem som skal gå forrest på og uden for banen. To spillere, som virkelig skylder en forklaring, netop fordi der så tydeligt manglende lederskab på banen. Men også fordi de begge præsterede under-middel. Pænt sagt.
Det er jeg simpelthen vred over. Men det bekymrer mig også. Det bekymrer mig, at Riemer tillader det. For tillader han så også, at de ikke leder inde på banen? Hører han det ikke, når deres holdkamerater siger, at der ingen kommunikation mellem spillerne var?
Hvis Danmark ikke kvalificerer sig til VM i foråret, og det er på baggrund af to kampe, der minder om de to, vi lige har set, så når jeg til et punkt, hvor jeg synes, den næste landstræner skal finde en ny og yngre anførergruppe. Med nogle spillere, som ikke var bærende kræfter i Qatar, og som ikke choker under pres, ligesom man gjorde i ørkenen dengang. Som kan løfte sig med ansvaret og skabe en vinderkultur. For det mangler der virkelig.
Ja, Danmark var bedst målt på diverse parametre. Ikke bare i går men i hele kvalifikationen. Men det nytter ikke noget, når man lader sig slå omkuld så snart vinden vender mod sig. Så taber man fodboldkampe, man burde have vundet. Schmeichel kan råbe, og Højbjerg tør vise de store følelser, og det ser alt sammen flot ud på TV, når det går godt. Men i modgang er de ikke gode nok. Det må være den lokumskolde analyse, og empirien hviler på de tråde vi kan trække fra VM i Qatar, over EM i Tyskland og frem til i går.
I stedet kunne det være Hjulmand og Højlund. Eller NK og Andersen. Spillere som er naturlige ledere, men som måske fylder for lidt lige nu, fordi ansvaret er hos nogle andre, som ja, har flere landskampe under bæltet. Men som ikke tager ansvaret på sig, når det brænder på.
Jeg synes ikke, jeg plejer at tale i affekt, når jeg siger noget om landsholdet. Diskussionen bliver hurtigt så skinger; enkelte spillere bliver lagt for had, dem over tredive skal skride på pension, træneren skal fyres, og desuden er det Peter Møllers skyld det hele. Det bliver så fjollet.
Men ovenpå de her to kampe sidder jeg med en fornemmelse af, at landsholdet står ved en skillevej. Der er noget, der slet slet ikke stemmer. For hvem fanden er egentligt lederne på det her hold.
Efter Belarus-kampen hørte vi både Isaksen og Damsgaard sige, at der ikke blev talt sammen inde på banen i de minutter, hvor det går galt. Det er tæt på utilgiveligt, synes jeg. Og man sidder endda lidt med fornemmelsen af, at der heller ikke blev talt sammen inden. Man lod dem komme ind i kampen, man sløsede i de direkte dueller, og man mistede bolden alt for nemt. Deres første mål kom bestemt ikke ud af det blå.
Det gjorde skotternes første scoring i går heller ikke. Ja, det var en sjældent set vanvittig scoring, som lykkes 1/20 gange. Men det kommer jo på baggrund af, at Danmark slet ikke er til stede i starten af kampen. At man laver 4-5 dårlige clearinger i streg, og at skotternes bedste spiller ikke møder modstand, når han stiger i luften inde i vores eget felt.
I dag hører jeg så, at hverken Schmeichel eller Højbjerg “havde lyst” til at udtale sig til pressen efter kampen i går aftes. Man sender simpelthen 21-årige Dorgu ud til dem. Sammen med Isaksen og de to Sorte Per’er: Hjulmand og NK. Selv Eriksen, som sad på bænken hele kampen, har udtalt sig til citat.
Men ikke vores anførere. Vores to mest rutinerede spillere; dem som skal gå forrest på og uden for banen. To spillere, som virkelig skylder en forklaring, netop fordi der så tydeligt manglende lederskab på banen. Men også fordi de begge præsterede under-middel. Pænt sagt.
Det er jeg simpelthen vred over. Men det bekymrer mig også. Det bekymrer mig, at Riemer tillader det. For tillader han så også, at de ikke leder inde på banen? Hører han det ikke, når deres holdkamerater siger, at der ingen kommunikation mellem spillerne var?
Hvis Danmark ikke kvalificerer sig til VM i foråret, og det er på baggrund af to kampe, der minder om de to, vi lige har set, så når jeg til et punkt, hvor jeg synes, den næste landstræner skal finde en ny og yngre anførergruppe. Med nogle spillere, som ikke var bærende kræfter i Qatar, og som ikke choker under pres, ligesom man gjorde i ørkenen dengang. Som kan løfte sig med ansvaret og skabe en vinderkultur. For det mangler der virkelig.
Ja, Danmark var bedst målt på diverse parametre. Ikke bare i går men i hele kvalifikationen. Men det nytter ikke noget, når man lader sig slå omkuld så snart vinden vender mod sig. Så taber man fodboldkampe, man burde have vundet. Schmeichel kan råbe, og Højbjerg tør vise de store følelser, og det ser alt sammen flot ud på TV, når det går godt. Men i modgang er de ikke gode nok. Det må være den lokumskolde analyse, og empirien hviler på de tråde vi kan trække fra VM i Qatar, over EM i Tyskland og frem til i går.
I stedet kunne det være Hjulmand og Højlund. Eller NK og Andersen. Spillere som er naturlige ledere, men som måske fylder for lidt lige nu, fordi ansvaret er hos nogle andre, som ja, har flere landskampe under bæltet. Men som ikke tager ansvaret på sig, når det brænder på.
"... once more it's all about defeating our own demons. Always with the demons. Tottenham's greatest adversary is Tottenham."