"There are three kinds of lies: lies, damn lies, and then statistics.”
Jeg kan godt forstå, at vi som (ir)rationelle mennesker gerne vil have en pæn forklaring på vores skuffelse, og at det kan være svært at tilskrive den tilfældigheder. Det er også fair, at nogle af os måske overreagerer og extrapolerer de sidste to kampe ud i fremtiden.
Samtidig synes jeg ikke, det her er en enten/eller-debat. Det er muligt, at vi statistisk set skabte flere chancer end modstanderne og var bedst "på papiret”, samtidig med at vi var så psykisk skrøbelige, at vi choke’de to matchbolde. Det kan også være, at vi simpelthen ikke klarer os særlig godt i kaotiske kampe, eller mod modstandere med britisk spillestil. Det kunne være interessant at se data imod England, Irland, Nordirland, Skotland, Australien, hvis nogen ligger inde med dem.
Jeg køber præmissen om, at tilfældigheder fylder mere over få kampe. Men netop derfor forstår jeg folks og eksperters pessimisme omkring playoff. Riemers spillestil har i store træk været at ofre kontrol og forudsigelighed for en mere direkte, åben tilgang. Og tilfældigheder opstår oftere i kaotiske, begivenhedsrige kampe. For mig et et topholds kvalitet defineret af, hvor godt det håndterer sådanne tilfældigheder. De bedste hold har både den individuelle og kollektive kvalitet til at overkomme dem over halvfems minutter. Vi har, modsat hvad jeg troede, ikke den evne. En del af det kan godt tilskrive det mentale his spillerne. Noget andet kan være, at hvis man spiller med mindre kontrol, kræver det til gengæld, at man kan improvisere, når kampbilledet vender. Og her har Riemer haft svært ved at finde de rette (mod)greb.
Det bliver Nordmakedonien, vi møder I marts. På papiret en overkommelig opgave. Men i praksis kan det lige så godt blive en fifty/fifty-kamp, som vi risikerer at tabe på en enkelt dumhed. Igen.
Jeg kan godt forstå, at vi som (ir)rationelle mennesker gerne vil have en pæn forklaring på vores skuffelse, og at det kan være svært at tilskrive den tilfældigheder. Det er også fair, at nogle af os måske overreagerer og extrapolerer de sidste to kampe ud i fremtiden.
Samtidig synes jeg ikke, det her er en enten/eller-debat. Det er muligt, at vi statistisk set skabte flere chancer end modstanderne og var bedst "på papiret”, samtidig med at vi var så psykisk skrøbelige, at vi choke’de to matchbolde. Det kan også være, at vi simpelthen ikke klarer os særlig godt i kaotiske kampe, eller mod modstandere med britisk spillestil. Det kunne være interessant at se data imod England, Irland, Nordirland, Skotland, Australien, hvis nogen ligger inde med dem.
Jeg køber præmissen om, at tilfældigheder fylder mere over få kampe. Men netop derfor forstår jeg folks og eksperters pessimisme omkring playoff. Riemers spillestil har i store træk været at ofre kontrol og forudsigelighed for en mere direkte, åben tilgang. Og tilfældigheder opstår oftere i kaotiske, begivenhedsrige kampe. For mig et et topholds kvalitet defineret af, hvor godt det håndterer sådanne tilfældigheder. De bedste hold har både den individuelle og kollektive kvalitet til at overkomme dem over halvfems minutter. Vi har, modsat hvad jeg troede, ikke den evne. En del af det kan godt tilskrive det mentale his spillerne. Noget andet kan være, at hvis man spiller med mindre kontrol, kræver det til gengæld, at man kan improvisere, når kampbilledet vender. Og her har Riemer haft svært ved at finde de rette (mod)greb.
Det bliver Nordmakedonien, vi møder I marts. På papiret en overkommelig opgave. Men i praksis kan det lige så godt blive en fifty/fifty-kamp, som vi risikerer at tabe på en enkelt dumhed. Igen.