Det var bestemt ikke nogen køn kamp vi fik spillet os. Egentlig kom vi OK frem til nogle semistore chancer, men oftest var det til Vibe som enten smed sig eller kylede bolden væk. Indtil han kom på banen var det ikke specielt koordineret det vi kom frem til. Det var vel snarere løse chancer fordi armenerne ikke evnede at cleare.
Til debatten om William Kvist, så er jeg helt enig i at han ikke var specielt kyndig i går. Faktisk langt fra. Jeg sad og så kampen med min svoger og vi diskuterede lystigt i pausen om hvorvidt man skulle smide Leon Andreasen ind på hans plads, om Thomas Kahlenberg måske kunne løse opgaven når nu vi ikke burde få de store defensive problemer, eller om man skulle flytte Krohn-Dehli derned og så få noget dybde i offensiven i form af Braithwaite, Kusk eller Vibe (Jeg ved ikke om Braithwaite og Kusk overhovedet var med).
Jeg har siddet og sundet mig lidt og arbejdet med et par alternative løsninger til de, indrømmet, lappeløsninger som vi snakkede om i pausen. Kunne man ikke forestille sig at Daniel Agger på et tidspunkt kunne rykkes frem på den plads? Han er, efter min vurdering, ikke længere selvskrevet i centerforsvaret hvor vi rent faktisk er dækket ganske solidt ind. Og med udviklingen (forhåbentlig) hos Okore, Vestergaard og F. Sørensen så vil han under alle omstændigheder blive presset indenfor en overskuelig fremtid. Daniel Agger har, så vidt jeg kan se, alle de fornødne kompetencer til at spille en ganske suveræn balancemidt på det danske landshold. Der kan næppe være tvivl om at han er stærkere end William Kvist til at læse spillet, han er dygtigere i duelspillet, og han er sågar bedre med bolden - Ganske markant faktisk. Ved at få flyttet ham frem på banen vil man også nemt skabe en indbyrdes defensiv forståelse når vi møder bedre modstandere, da han kan gå ned og placere sig som en 5. forsvarsspiller ved behov.
Han evner på alle måder at skille sig bedre af med bolden end William Kvist, hvorfor vi også kan udnytte hans pasninskompetencer i det opbyggende spil, i stedet for at "nøjes" med en decideret bølgebryder. Og har man så spillere som Krohn-Dehli og Højbjerg liggende lige foran ham, så har man en temmelig solid midterakse.
Jeg ved ikke hvad I andre tænker? Det er måske ikke realistisk at Morten Olsen gør sig disse tanker, men det er jo lovligt at drømme :)
Silkeborg IF