Min mæthedsgrænse omkring landsholdet er ved at være nået. Vi rykker os ganske enkelt ikke ud af stedet. Jeg kan godt lide MO, og synes generelt, han har fået meget ud af lidt i sin tid som landstræner, men de seneste år har der været for mange perioder med tomgang, og meget meget langt mellem højdepunkterne.
Offensivt er vi fuldstændig stagneret, og resultatet er boldmassage af værste skuffe, hvor vi ikke evner at skabe chancer.
Og så savner jeg i den grad vilje på holdet. Højbjerg og Schmeichel har den rette udstråling, men ellers ser jeg ikke folk, der for alvor er parate til at dø med trøjen på.
Det bedste eksempel er Eriksen, der sjosker rundt, sparker håbløse dødbolde, og endda krydrede det med fæle fejlafleveringer. Jeg anerkender hans talent fuldt ud, men i det nuværende setup får vi intet ud af ham på landsholdet. Han er blind passager, og sætter ikke angriberne i scene, og flytter ikke modstandere.
Desværre så jeg U/21-landsholdet falde i samme grøft i kampene mod Island, hvor spillet i længderetningen var for dårligt. Jeg aner en tendens til, at vi skaber et hav af midtbanespillere, der er fine på bolden, og kan aflevere i små rum på korte afstande.
Jeg savner bare spillere, der kan spille gennem kæderne, eller løbe med bolden gennem kæderne.
Endelig savner jeg angriberen, der bare står deroppe. Både Bendtner og Cornelius søger ned i banen og ud i siden, og det er næppe tilfældigt, for de må jo være instruerede i at spille på den facon. Desværre mangler man dybdeløbene i rummene, der efterlades.
På sine "gamle" dage var Jon Dahl voldsomt udskældt, og primært fordi han blev misbrugt som spidsangriber. Da landsholdet var bedst, var det med ham og Ebbe Sand, hvor de havde en indbyrdes forståelse, og Jon Dahl løb i dybden.
Ebbe Sand var en fantastisk opspilsstation, og modsat Bendtner, så kendte han sine begrænsninger, og kunne lægge bolden af på første eller anden berøring.
Dengang var der også en klar struktur og rollefordeling blandt de tre spillere centralt på midtbanen; Jon Dahl tog af dybdeløbene, Gravesen fordelte spillet og Tøfting/CP ryddede op.
Endelig havde vi så den fordel, at vi havde nogle kanter, der rent faktisk kunne komme forbi deres direkte modspillere. Det har vi ikke længere, og derfor bliver spillet statisk og fastlåst, for vi savner kvaliteterne mand-mod-mand.
Even at my lowest, I have always managed to feel contempt for others.