Snak

Det er sjovt med hypen omkring Pierre-Emilie. Han er havnet i en situation, hvor han kunne springe ud som Jehovas Vidne, tage Lars Elstrup i hånden og løbe nøgen ned gennem Strøget og så stadig blive hyldet af den samlede danske sportspresse.

Det besynderlige grædeanfald er åbenbart en genialitet...

Det er sjovt med hypen omkring Pierre-Emilie. Han er havnet i en situation, hvor han kunne springe ud som Jehovas Vidne, tage Lars Elstrup i hånden og løbe nøgen ned gennem Strøget og så stadig blive hyldet af den samlede danske sportspresse.

Det besynderlige grædeanfald er åbenbart en genialitet...

Fodbold er i vores moderne samfund nu engang det tætteste vi kommer på en arena, hvor man gerne må vise store følelser i det offentlige rum uden at blive anset som socialt anløben. Når en spiller viser, at en sejr og glæden ved spillet betyder lige så meget for ham som for fansene, så er det klart, at det afstedkommer stor sympati, for generelt synes profesionelle fodboldspillere helt utroligt fjerne fra at dele følelsesregister med de mennesker, der betaler gildet for dem. Selvfølgelig slubrer vi romantikken i os, når der på TV står en 19-årig knægt, der er grædefærdig, fordi hele oplevelsen bare er for stor for ham - det er da identifikation, der vil noget!

At der nok ikke går længe før hvedebrødsdagene på landsholdet er ovre for PEH, og kritikken vil begynde at tage til ligesom med Eriksen er en anden sag.

Selvfølgelig slubrer vi romantikken i os, når der på TV står en 19-årig knægt, der er grædefærdig, fordi hele oplevelsen bare er for stor for ham - det er da identifikation, der vil noget!

Men Højbjergs tuderi er da netop ikke identifikation, når man synes, at det er en markant overreaktion ovenpå en kvalsejr.

Jeg så kampen sammen med 10 kammerater og der var der bred enighed om, at det var en sær reaktion. Det er da fair nok, at en ung gut som Højbjerg er mere følelsesladet end de fleste, men at det ligefrem skal ophøjes til en genialitet i medierne er besynderligt.


Det kan selvfølgeligt være, at jeg bare er en gammel nar.

Som Christian Thye formulerer det:

´Højbjergs tårer efter kampen er simpelthen første gang, at DBU´s slogan "En del af noget større" gav mening for andre end for dem, der fandt på det.´

Jeg fandt ikke på det.

I er jo også nødt til at tage højde for Højbjergs personlige situation.

Han mistede sin far for ca. et år siden og landsholdet var jo en drøm for dem begge. At opnå noget stort med landsholdet, tror jeg fik Højbjerg til at tænke på sin far og blive overvældet af følelser over sit afsavn.

Mon ikke det er den virkelige baggrund for tudefjæset..

Som sagt har jeg en vis forståelse for, at Højbjerg muligvis har flere ting i bagagen end mange af holdkammeraterne. Det er en acceptabel reaktion af Højbjerg.

Min anke går på, at det skal ophøjes som en genistreg og et symbol for den nye generation af A-landsholdsspillere. Alt hvad Højbjerg gør, er tilsyneladende enestående og fantastisk.

Men nu er Højbjerg jo heller ikke ligefrem som danskere er flest. Mange af de danske talenter er, forståeligt, meget forsigtige og virker da glade for at være på landsholdet, men det er sjældent hvor jeg virkelig føler der er en stolthed over at repræsentere sit land udover den personlige anderkendelse der selvfølgelig ligger i en landsholdsudtagelse.

Han bliver god - også når han ikke græder.

I aften spiller han selvfølgelig ikke uden fejl, men fuck, han er stærk - smider jo bare de der rollinger væk.

Moller - det geniale (jeg har nu ikke læst det beskrevet på den måde, men du har garanteret ret) består vel også i, at det våde interview bevæger sig langt udenfor de gængse cirkler, som interesserer sig for landsholdsfodbold.

På den måde, tillægger jeg det også enorm værdi. Det er simpelthen landsholdsbranding.

Pas på, Jussi, dit indlæg gav alvorlige udslag på Fernando-meteret.