Fred var tilbage for Fluminense efter sin skadespause, og den tidligere landsholdsbomber blev selvfølgelig matchvinder i 1-0 sejren over Internacional. Oplægget kom fra Wellington Nem, der bevarede både bold og balance i et raid på en lille halv banelængde. Fluminense fører fortsat Serie A med 2 points ned til Atlético Mineiro, der vandt 3-0 over Palmeiras. Atlético manglede noget airforce oppe foran, da lange Jô var skadet, men så er det godt at man kan sende Leonardo Silva med frem ved dødbolde. Stopperen sørgede i starten af 2. halvleg for føringsmålet efter et hjørnespark af Ronaldinho, og da Palmeiras skulle frem, var hurtigløberen Bernard rent gift for Scolaris tropper. Det blev til 2 mål af den 20-årige offensivspiller. Så skal det også lige med at Victor i Atlético-målet var outstanding. Han er ligaens for tiden bedste målmand. Vasco knækkede helt sammen i hjemmekampen mod Bahia. 0-4 og tak for kaffe! Santos og São Paulo spillede 0-0 i et glansløst derby, mens Botafogo på 2 mål af Elkeson (et med hælen efter 55 sek.) og et af Andrezinho sendte Náutico til Recife med et 3-1 nederlag i bagagen. Náuticos naboer Sport Recife var nede med 0-1 mod Cruzeiro, men fik vendt det hele til 2-1. Sport er stadig under stregen, men "løverne" har kontakt til Coritiba som pt. er første hold uden for nedrykningszonen.