Jeg tillader mig at skifte fokus.
Mit hemmelige favorithold - efter De Evige Verdensmestre - er Uruguay. Spillerne i celeste har to VM-titler, en stribe Copa Americas plus alt det løse.
Der bor ikke flere mennesker i Uruguay end i Jylland. Så ud fra et demografisk perspektiv er succesen nærmest ubegribelig.
Uruerne kæmper med alle lovlige og ulovlige midler. De er som dyr på banen, og det er ment som en ros.
Forfatteren og uroen Eduardo Galeano kommer med nogle bud i sin klassiker, “Fodbold i sol og skygge” (Futebal y sol e sombrero).
Alligevel begriber jeg ikke deres evne til at sætte sig igennem. Men jeg må bekende, at jeg nyder, at se uruerne sparke, slå og bide sig til sejre. Uruerne behøver ikke overholde Genevekonventionen. De har pligt til at fortsætte deres indædte raseri og hærgen på alverdens fodboldbaner.
Jeg tror, at alle i Uruguay kender vores eget lille land. Franz Beckenbauer blev før VM i 1986 spurgt, hvem der blev verdensmester. Der Kaiser svarede, at det gjorde det hold, der kunne score mere end to mål mod Uruguay.
1958, 1962, 1970, 1994, 2002, 2018.