Enig, FAS. Lige bortset fra, at jeg mener, at det i Balkan er mere sådan voldstendenser, end det er passion for selve fodboldspillet med tårer, når man vinder, som man ser i Sydamerika og nogle gange, hvis man er heldig, i Italien. For mig er Italien nok det sted, der er mest som Sydamerika, dog er de mere politisk orienterede. Lazio, Hellas Verona (begge højreorienterede), Livorno (venstreorienterede) med flere. Men de har ikke den der rå passion med vanvidsjubelscener, som man ser i Sydamerika.
Ja, lige præcis. Enig.
Premier League er lidt globaliseringens grimme ansigt: Det er et stort show, som er mainstream, men det mangler dybde og passion. Det er ret tydeligt, hvor lidt lokale de store PL-klubber er, og hvor stor vægt de lægger på penge, penge, penge og atter penge, og de vil meget gerne ekspandere og gøre deres brands større og stærkere.
Det er ud på alle mulige markeder rundt omkring i verden, og det er at se fansene som kunder, ikke fans. Penge først og fremmest. Det lokale bliver langsomt udvandet, og Emirates Stadium, Old Trafford, Anfield, Etihad Stadium, Stamford Bridge med videre er ikke engelske stadioner, men de er derimod noget andet. Det lokale tilhørsforhold i PL-topklubberne blegner i forhold til det, man ser i Sydamerika.
Og det er altså det lokale tilhørsforhold, der skaber identiteten.
Kunne aldrig forestille mig La 12 eller Nação 12 have deres mest fanatiske fans i Indonesien, Kina, Mellemøsten, Thailand, Skandinavien eller noget andet sted end der, hvor de kommer fra.
Det ville virke underligt og destruktivt på fankulturen, hvis sydamerikanske klubber søgte at få store fanbaser uden for Sydamerika blot for at tjene penge.