Redigeretfre 14. okt 2022
Det er muligt for alle danske hold at spille sig videre, men det er kun FCM, der efterhånden må være en smule favorit til at gå videre i den ene eller den anden turnering.
FCK skal for at gå videre i Champions League vinde ude over Sevilla og hjemme mod Dortmund, og Dortmund skal tabe til Manchester City. Det er meget usandsynligt. For at gå videre i EL skal FCK enten vinde i Sevilla, eller de skal spille uafgjort mod Sevilla, og så få et bedre resultat hjemme mod Dortmund, end Sevilla får ude mod Manchester City. I tilfælde af at både FCK og Sevilla taber i sidste runde, skal FCK tabe med to mål færre end Sevilla taber med. Eftersom Sevilla er på hjemmebane i det indbyrdes opgør og på papiret burde være bedre end FCK på næsten alle pladser, så er de ret klare favoritter.
I FCM´s gruppe er alting fortsat helt åbent. FCM mangler Lazio ude og Sturm Graz hjemme. Det vil være for omfattende at liste alle scenarier op, men en sejr i en af kampene burde i hvert fald være nok til at sikre videre deltagelse i enten EL eller Conf. L.-kval. Jeg vil tro, at FCM er en smule favorit, fordi de er på hjemmebane i det indbyrdes opgør mod Sturm Graz.
Silkeborg har gjort et godt arbejde med at smadre svage FCSB, men det er ikke nok. De skal vinde på hjemmebane mod Anderlecht i sidste runde, hvis de som forventet taber eller spiller uafgjort på udebane til West Ham og Anderlecht slår FCSB. Jeg vil mene at Anderlecht er ret store favoritter til i det mindste at kunne hente en uafgjort. Men bolden er rund og så videre.