Det var ikke imponerende af FCM i aftes, men skal vi ikke lige prøve at sammenligne med nogle af kommentarerne herinde, så var det da ikke den ringeste præstation.
Helt ude i hampen var sammenligningen med Vejles sejr over Progres Niederkorn ... i 1977!!??
Og så den evindelige FCK-hån overfor FCM´s ambitioner. Mangler I en historielektion, kære FCK-fans?
Da FCK kom på banen, var ambitionerne også kæmpestore, men resultaterne not so much!
Der var et 0-6 nederlag hjemme mod AC Milan i 1993. Var det pinligt og en skamplet for hele Fodbold-Danmark? Neeeeej, for AC Milan var jo en af de helt store dengang.
Men hvad så med 5-0 ude mod Hradec Kralove, et lidet imponerende bundhold fra Tjekkiet to år senere.
Eller en 0-5 røvfuld hjemme til Gorica i 2004!
Det var bare de udenlandske hold, som har sendt FCK til tælling. FCK har også tabt hjemme med fire mål til AaB to gange, til Brøndby to gange og til FCM.
Men hvor relevant er det egentlig at sammenligne med resultater, der alle er ni år eller ældre? Relevansen er næsten lige så ligegyldig, som at sammenligne FCM mod Niederkorn anno 2023 med Vejle mod Niederkorn i 1977.
FCK er et andet sted, fordi de formåede at sætte handling bag de store ord. Tiden vil vise, om FCM kan gøre det samme.