Nu bliver det virkelig spændende med den kommende uges europæiske kampe.
Især FCK´s hjemmekamp bliver fuldstændig afgørende, og den skal bare vindes. Sætter de point til, har de ganske vist en kamp mere, men det er svært at tro, at de kan slå Austria Wien ude, hvis ikke de kan slå Hearts hjemme. Vinder FCK til gengæld er de sikre på at komme i 1/16-delsfinalerne, og så kan alt ske.
FCK har på det sidste fået lidt mere kynisme ind i spillet, så selv om de måske ikke har sprudlet, og modstanderholdene har været fra en lavere hylde (bortset fra FCN), så må man anerkende, at de nu har vundet 4 kampe i træk og fører Superligaen, at de kommer i semifinalen i pokalen, og at de på trods af store skuffelser har bevaret en pæn chance for avancere fra Conference League-ligaspillet.
Hearts derimod har virkelig haft en katastrofal sæson i Premiership, hvor de har ligget på sidstepladsen det meste af sæsonen. I går (lørdag) fik de så endelig en sejr hjemme over Dundee FC, hvorved de kom op på næstsidstepladsen, og faktisk bevarede en meget spinkel chance for at komme i mesterskabsspillet. I Conference League har det været lidt bedre, for de har 6 point for sejre over Dinamo Minsk og Omonia Nicosia. Eftersom Hearts blev nr. 3 endda med stor margen i Skotland sidste år, så må de have nogle potentielle kvaliteter, så de skal ikke undervurderes, men FCK må trods alt være store favoritter.
FC Midtjylland har efter deres svære periode med 4 nederlag i træk fået rettet op og vundet et par kampe ganske overbevisende i Superligaen, og de er stadig nr. 2 á point med FCK. De kan måske have gavn af, at de i deres hårde program har fået en lille pause fra kampe i denne uge, fordi de er ude af pokalturneringen.
FCM mangler stadig 2-3 point for at avancere fra EL-ligaspillet, og den første chance for at klare den opgave helt eller delvist er spinkel. De skal nemlig til Portugal og møde FC Porto, der, som de plejer, er med i toppen af den portugisiske liga aktuelt på en 3.-plads 2-3 point fra førstepladsen. FC Porto skuffede lidt i går med en uafgjort ude mod Familicao. I Europa League er det gået knap så godt for FC Porto som i deres hjemlige liga, og de har faktisk kun 5 point. De har dog også mødt flere storhold som Lazio og Manchester United, og de vil nok selv mene, at de har gode muligheder for at hente mindst de 4-5 point, som de mangler for at avancere, i de sidste 3 kampe, og de vil nok meget gerne starte med 3 point mod FC Midtjylland.
FC Porto er selvfølgelig store favoritter, men FC Midtjylland skal bare gå frisk til dem, som de gjorde meget af tiden mod Hoffenheim og Eintracht Frankfurt. FCM har i hvert fald i modsætning til portugiserne ikke så meget at miste. Går det som forventet, har FCM trods alt stadig to lidt større chancer for at hente de sidste points.