Morten Crone Sejersbøl med en af de mere bizarre konklusioner ovenpå FCKs nederlag.
"Imens vi drøner ned ad ranglisten, kan vi konstatere, at Belgien og Tyskland høster frugterne af de nationale talentprogrammer, der blev sat i gang i begyndelsen af årtusindet. Skal vi lade os inspirere? Eller skal vi lade grænsebommene være nede, tro på vores egen selvtilstrækkelighed og håbe på, at det hele vender, hvis bare vi lukker øjnene længe nok?"
For det første er det vel lige en postgang for tidligt at kalde sæsonen et lavpunkt. Får vi ikke et hold i gruppespillet er det første gang siden 04/05; det vil selvfølgeligt være en skuffelse, men det er langt fra sikkert endnu. Vi har trods alt to useedede lodder i puljen, og der er bestemt seedede hold der kan slås. Desuden kører man i år med den nye access list, der gør det betydeligt sværere for hold fra mindre lande at komme i EL, da der er færre pladser at spille om. Danmark er jo så også det sted på yoyo-snoren, hvor det er nemt at skrabe point sammen men der er langt til gruppespillene.
Desuden er det heller ikke korrekt at Danmark pga. denne sæson rasler nedaf ranglisterne. Igen det er tidligt, og pointmæssigt er man allerede bedre end to af de fire foregående sæsoner. Får enten Brøndby eller FCM point i en af playoff-kampene er man bedre end tre af fire, og kommer en af dem i gruppespillet, er man stort set sikker på at være bedre end alle fire foregående sæsoner pointmæssigt. Vi rasler ikke ned i denne sæson; man kan vel sige at vi i værste fald ikke får påbegyndt en ny tur op. Og skulle Danmark have undgået af rasle ned i de seneste par år, skulle de danske hold have øget præstationsniveauet markant.
I de linjer, der er citeret ovenfor kører det dog helt af sporet. Det er virkeligt mærkeligt at give talentarbejdet skylden for de lidt lavere point i et par sæsoner. DBU har vel netop kørt en satsning på den Røde Tråd med en ret markant omlægning af hvordan der spilles ungdomsfodbold i Danmark. Vores U21-hold er lige blevet blandt de fire bedste i Europa. Det er vel sådan set ret fint klaret, og jeg ved ærlig talt ikke hvad han mener det er der skal læres af israelsk eller cypriotisk talentudvikling, som vil give kæmpe landvindinger. Den spillestil som den Røde Tråd står for er vel netop også inspireret af f.eks. Morten Olsens oplevelser og ideer fra Holland og Belgien, og jeg gætter på at det med at spille på mindre baner i ungdomsrækker heller ikke er opfundet i Danmark. Grænsebomsbemærkningen er helt på månen.
Hvis man skal kigge på de reelle grunde til at DKs pointantal ikke er lige så højt som for 4-5 år siden, så er der vel primært to grunde. Den så omtalte yoyo-effekt, og FCKs udvikling eller mangel på samme. Yoyo-effekten er velkendt, og illustereres tydeligt i f.eks. forskellen mellem denne sæson og sidste sæson. Sidste sæson var med to hold i gruppespil, og et videre derfra rigtig fint på den konto, men er allerede overgået pointmæssigt af denne sæson, hvor der ingen garanti er for at vi får noget hold i gruppespillet.
FCKs flotte præstationer var hovedårsagen til fremgangen med tre flotte gruppespil i 08/09, 09/10 og 10/11, hvor man alle gik videre fra gruppespillet. Især videre deltagelse fra et CL gruppespil kan vel kaldes en overpræstation. Siden 2011 må man til gengæld sige at FCK slet ikke har formået at udnytte sin dominerende økonomiske position siden da. Man har blot vundet et mesterskab ud af fire mulige, selvom man burde have etableret sig som en klar hegemon. Det har gjort kampen om mesterskabet mere spændende, men det lokomotiv der var brug for er gået i stå. Man er ikke kommet videre fra de fire gruppespil siden da, selvom tre af dem var EL gruppespil, hvor man burde have haft en fin chance. I to af de gruppespil var man allerede ude før sidste spillerunde. Og i denne sæson bliver det så slet ikke til gruppespil. Man burde have holdt ligaen i et jerngreb, som man har set f.eks. Basel, Celtic, Red Bull Salzburg, Dinamo Zagreb, Bate Borisov osv gøre. APOEL Nicosia, Steaua Bukarest og Maccabi Tel Aviv har også alle vundet tre mesterskaber i træk.
Det virker som om at Morten Crone helst vil skrive en negativ kronik om Inger Støjberg, men så kom i tanke om at han arbejdede i sporten, men lige så godt kunne genbruge den konklusion han havde tænkt sig at bruge. Den giver i hvert fald ikke meget mening i denne sammenhæng.
http://m.bt.dk/fodbold/b…amte-bunden