I Kuala Lumpur trækkes der i morgen lod til de to første runder i den asiatiske VM-kvalifikation. Og før den første kamp er blevet spillet i kvalifikationen, har vi allerede vores første offer idet Sri Lanka fortsat er suspenderet af FIFA. Derfor vil deres landshold ikke være en del af lodtrækningen. Suspenderingen skyldes, som det ofte er tilfældet i denne type sager, at FIFA vurderer at der har været "government interference" i fodboldforbundets aktiviteter. I denne sammenhæng i forbindelse med valget af fodboldforbundets eksekutivkomite i januar 2023. Her havde regeringen indført nye regler, som betød at medlemmer ikke kunne vælges hvis de var over 70 år, havde været formand i to på hinanden følgende perioder, havde haft deres post i mere end otte år eller var blevet dømt for korruption.
I første runde deltager 18 hold i en knockout-runde om de 9 pladser i anden runde.
Seedet: Indonesien, Kinesisk Taipei, Maldiverne, Yemen, Afghanistan, Singapore, Myanmar, Nepal, Cambodja
Useedet: Macau, Mongoliet, Bhutan, Laos, Bangladesh, Brunei, Østtimor, Pakistan, Guam
Anden runde er et gruppespil med ni grupper af fire hold, hvorfra de to øverste hold i hver gruppe går videre.
1.lag: Japan, Iran, Australien, Sydkorea, Saudi-Arabien, Qatar, Irak, de Forenede Arabiske Emirater, Oman
2. lag: Usbekistan, Kina, Jordan, Bahrain, Syrien, Vietnam, Palæstina, Kirgisistan, Indien
3. lag: Libanon, Tadsjikistan, Thailand, Nordkorea, Filippinerne, Malaysia, Kuwait, Turkmenistan, Hong Kong
4.lag: Ni vindere fra første runde
Det er værd at bemærke at Nordkorea vender tilbage efter at have holdt sig bort fra al international sport siden covid-udbruddet i starten af 2020. Derfor er der betragtelig usikkerhed omkring deres niveau, men baseret på tidligere resultater hører de nok nærmere hjemme i andet lag.
Ellers lægger jeg mærke til en stor niveauforskel i andet lag, hvor særligt hold som Kirgisistan og Indien ser markant svagere ud end lagets stærkeste hold. Og måske endda også svagere end end del hold i tredje lag.