Snak

Mere indhold efter annoncen
De to første sydamerikanske runder endte med to sejre hver til de to store favoritter, Argentina og Brasilien. Det var de to første kampe som brasiliansk landstræner for Fernando Diniz, der vikarierer i stillingen i et år ved siden hans primære jobs som træner for Fluminense. Debuten var en overkommelig opgave mod Bolivia hjemme, der på papiret er den nemmeste opgave i hele kvalifikationen. Brasilianerne vandt da også klart 5-1 i en kamp, hvor Neymar scorede to gange og dermed bragte sig alene i spidsen for listen over mest scorende brasilianske landsholdsspillere med 79 mål, selvom han endda tillod sig at brænde et straffespark undervejs. I den anden kamp ude mod Peru måtte brasilianerne vente noget længere på føringen, da Marquinhos først i 90. minut headede Neymars hjørnespark ind til slutresultatet 1-0.

I kampene uden Argentina og Brasilien gik alle pointene i fire af seks kampe til hjemmeholdene, mens både Paraguay - Peru og Chile - Colombia endte 0-0. I Uruguay har Bielsa ansvaret for en trup uden mange af de kendte navne fra den gyldne generation, Muslera, Godin, Caceres, Suarez, Cavani. Med en sejr hjemme over Chile og et nederlag i Ecuador blev det en godkendt start for Uruguay, der, sammen med Colombia, fortsat må være de to største favoritter til de fire direkte VM-pladser, som er til overs efter Brasilien og Argentina.

Paraguay har nok mest grund til at være utilfredse med kun uafgjort hjemme mod Peru, og så et sent nederlag i Venezuela. Derfor er Guillermo Barros Schelotto også allerede blevet afsat som træner, og erstattet af sin argentinske landsmand Daniel Garnero, der kommer fra en post i spidsen for Club Libertad som fører ligaen i Paraguay.
Her i oktober-vinduet spilles der ikke blot to yderligere runder i den sydamerikanske kvalifikation. Her starter den asiatiske VM-kval med dobbeltopgørene i første runde af kvalifikationen, hvor de tyve lavestrangerede hold mødes. På papiret er der en klar favorit i 7-8 af de 10 opgør. Spændingen samler sig derfor mest om især to opgør mellem to på papiret jævnbyrdige modstandere. Cambodja og Pakistan ligger hhv. nr. 37 og 38 i AFC på Eloratings, mens Bangladesh og Maldiverne ligger hhv. nr. 35 og 36.

Afghanistan - Mongoliet
Maldiverne - Bangladesh
Singapore - Guam
Yemen - Sri Lanka
Myanmar - Macao
Cambodja - Pakistan
Kinesisk Taipei - Østtimor
Indonesien - Brunei
Hong Kong - Bhutan
Nepal - Laos
Fedt med Venezuela. God sejr mod Chile igår, og der var meget passion blandt spillerne og tilskueren. Håber virkelig de lykkes med at kvalificere sig denne gang. Det ser ihvertfald godt ud.

Og så lykkedes det endelig Pakistan at gå videre fra første runde. De får det dog meget svært i 2. Runde
Meget skuffende af Brasilien. 1 point i 2 kampe. Brasilien som seneste kvalifikation cruisede legende let forbi kvalen.
Har lidt svært ved at vurdere om niveuaet i Sydamerika er faldet. Synes det virkede højere omkring 2014.
Chile og Colombia er faldet betydeligt. Det er lidt for tidligt at vurdere Brasilien endnu. De har trods alt stadig klassespillere. Og de får snart en ny træner.
Uruguay er igang med deres generationsskifte. De har nogle spændende spillere, men stadig for tidligt at vurdere hvor de står.
Peru er blevet dårligere
Bolivia og Paraguay virker til at være det samme som altid. Dog har Paraguay nogle interessante spillere

Ecuador og Venezuela har forbedret sig.
Argentina er blevet klart bedre end de var for nogle år siden. Nu kan de endda også vinde kampe uden Messi, selvom han stadig betyder en del. Hvem glemmer kvalen til 2018, hvor de uden Messi var hovedløse kyllinger.

Jeg kan selvfølgelig tage fejl, men det virker bare til, at niveauet overordnet set, er faldet i Sydamerika
Mere indhold efter annoncen
Annonce
Jep, en meget skuffende omgang for Brasilien med kun 1-1 hjemme i Cuiaba mod Venezuela og så et 2-0 nederlag til Uruguay i Montevideo. Det er kun anden gang i historien at Venezuela henter point ude mod Brasilien, første gang var et 0-0 resultat i 2009. Uruguays sejr var også på mange måder historisk. Dels satte de en stopper for Brasiliens stime af kvalkampe uden nederlag, der endte på 37 kampe hvilket er det højeste nogensinde i den sydamerikanske kval. Det var også Uruguays første sejr mod Brasilien siden 2001, hvor de dengang vandt 1-0 på mål af Santander-angriberen Federico Magallanes.

Netop Venezuela og Uruguay ligner de to store vindere i denne omgang, da deres resultater i den anden kamp også var fine. Uruguay fik på en sent mål af Liverpools Darwin Nunez hentet 2-2 i Colombia, mens Venezuela slog Chile 3-0 hjemme.

Hvor Brasilien gik i stå, fortsatte Argentina med at dominere med to sejre yderligere. De topper nu puljen klart med 12 point for fire kampe, og Lionel Messi kan nu kalde sig alene all-time topscorer i den sydamerikanske kval. Med sine to mål i sejren mod Peru er han nu på 31 mål, foran Luis Suarez på 29. Og Suarez er jo fortsat ikke en del af Bielsas planer i Uruguay, så umiddelbart får han ikke muligheden for at kæmpe sig tilbage på toppen af den liste.

I bunden af puljen har Bolivia fortsat ikke hentet point. Det kostede argentinske Gustavo Costas rollen som cheftræner efter kun et år på posten med 8 nederlag og kun en enkelt sejr i 10 kampe. Jobbet overtages af brasilianske Zago, der senest havde en kort periode i spidsen for hjemlandets Coritiba uden succes. Han har dog et godt navn i Bolivia, da han før det trænede Boliva i halvanden sæson, hvor det blev til en Apertura titel.
I Asien er de ti første hold allerede helt ude af VM-kvalifikationen. Guam fik ´æren´ af at blive det allerførste hold, som ikke længere kan nå VM. Deres returkamp var nemlig den som blev fløjtet af først. Hjemme på GFA National Training Center i Dededo så 1012 tilskuere Guam tabe 0-1 til Singapore, og efter et 2-1 nederlag i Singapore endte det altså med den forventede exit. Kampens eneste mål blev scoret af Shawal Anuar fra hjemlandets Lion City Sailors.

Pakistan har deltaget i VM-kvalifikationerne siden kvallen til VM i Italien i 1990. De havde aldrig vundet en kvalkamp og derfor heller aldrig spillet sig videre fra første runde. Men med lodtrækningen mod jævnbyrdige Cambodja lignede det faktisk at der kunne være en ok mulighed denne gang. Og for at booste chancerne havde man netop ansat den rutinerede englænder Stephen Constantine som landstræner, der har stor erfaring som landstræner og særligt var succesfuld i hans år i spidsen for ærkerivalen Indien fra 2015-19. Og efter et fint 0-0 resultat i Cambodja, kom forløsningen endelig for Pakistan med en 1-0 sejr hjemme i Islamabad i returkampen. Den første sejr nogensinde i VM-kvallen efter 34 år, og i 34. forsøg. Målscoren var den engelsk-fødte Harun Hamid, der senest har spillet ungdomsfodbold i Queens Park Rangers. Som sædvanligt havde pakistanerne også spillere med fra Danmark. På mål var Ishøjs rutinerede Yousuf Butt, Abdullah Iqbal fra B93 spillede i forsvaret, mens Abdul Arshad fra HIK blev skiftet ind i angrebet.

Det andet formodede tætte opgør i første runde endte også sådan idet Bangladesh akkurat vandt 3-2 samlet over Maldiverne. I de øvrige opgør var der alle klare favoritter. Her var det umiddelbart kun Nepal, som var i nogle problemer, efter kun at få 1-1 hjemme i Kathmandu mod Laos. Nepaleserne vandt dog 1-0 i Laos og klemte sig videre.
I dette landsholdsvindue begynder endnu en konføderation deres VM-kvalifikation. I CAF begynder nemlig gruppespillene, hvor Afrikas ni direkte VM-deltagere skal findes. Desværre er det første land allerede ude før bolden overhovedet er begyndt at rulle. Eritrea har nemlig valgt at trække sig fra VM-kvallen. Flere nyhedsmedier rapporterer at fodboldforbundet er blevet presset til denne beslutning af landets regering, idet der frygtes at der igen ses eksempler på spillere fra Eritrea som hopper af mens de er i udlandet. En gentagelse af dette scenarie vil være en pinlighed for diktaturet i Eritrea.

Hvor man i UEFA spreder de mest seværdige opgør ud over spillerunderne, følger man i CAF princippet med at det er de samme seedningspar der mødes i alle spillerunder. Programmet i de to første runder er lagt sådan at de førsteseedede hold får en ganske overkommelig start med hjemmekampe mod det sjetteseedede hold, og derefter en udebanetur mod det fjerdeseedede hold. I de fleste grupper vil det mest afgørende opgør formentlig være første rundes opgør, hvor det andetseedede hold hjemme møder det tredjeseedede hold. F.eks. Guinea - Uganda.

Ser man på FootballRankings simulationer af kvalifikationen er gruppe I den mest åbne. Mali er her marginale favoritter til gruppesejren foran Ghana. Derefter følger gruppe C hvor favoritterne fra Nigeria skal forsøge at holde Sydafrika bag sig.
I Asien træder alle resterende hold ind her i anden rundes gruppespil. Der spilles i ni grupper af fire hold, hvor de to øverste i hver gruppe går videre.

Særlig spænding er der om Nordkoreas tilbagevenden, da landet indtil for et par måneder siden havde holdt sig fra alle internationale sportsbegivenheder efter fremkomsten af covid-19. Fodboldmæssigt gjorde landet sit comeback ved Asian Games i september/oktober. Her nåede kvindelandsholdet finalen, mens herrernes U23-hold nåede kvartfinalen; begge med nederlag mod Japan.

Nordkoreanerne er kommet i den stærke gruppe B, hvor de skal kæmpe om videre avancement med stormagten Japan og et syrisk hold, som i de to seneste VM-kvalifikationer er nået helt frem til det afgørende gruppespil. Sidste deltager er Myanmar som (formentlig forgæves) vil prøve at agere bananskræl for de tre stærke gruppemodstandere.

Der er i Asien fortsat et ret stort hul fra de stærkeste nationer og ned til resten. FootballRankings giver også hele 12 lande en chance på 88% eller højere for at gå videre fra gruppespillet. Udover den ventede syriske/nordkoreanske duel i gruppe B, er det følgende fem pladser som vurderes mest åbne. Kuwait/Indien i gruppe A, Kina/Thailand i gruppe C, Malaysia/Kirgisistan i gruppe D, Vietnam/Indonesien/(Filippinerne) i gruppe F og Palæstina/Libanon i gruppe I. Begge sidstnævnte spiller deres kampe på neutral grund grundet den øjeblikkelige krig. Det samme er i øvrigt tilfældet for Yemen, Syrien og Afghanistan.
Det bliver spændende at se hvilke debutanter der kommer med til VM denne gang.

Fra Sydamerika har Venezuela en god mulighed.

Fra Asien burde Uzbekistan endelig kunne kvalificere sig. De må simpelthen ikke choke denne gang.
Derudover har Bahrain, Vietnam, UAE, og Oman en okay chance for at kvalificere sig.
Håber på Oman, Uzbekistan og Vietnam kvalificere sig sammen med the Big 5.

Fra Afrika har Mali, Burkina Faso og Cap Verde nok størst chance for at kvalificere sig. Evt en Dark horse Ækvatorial Guinea, som stadig har Nsue som stjernespiller.

Fra Nordamerika er Guatemala det bedste bud.
Annonce