På torsdag trækkes der lod til VM-kvalifikationen i Concacaf. Lodtrækningen foregår i Zürich, og holdene vil blive trukket af Paulo Wanchope og Ricardo Gardner.
Første runde er kvallen er en slags præ-runde, hvor kun de fire lavest rangerede hold mødes i dobbeltopgør om to pladser i den næste runde.
Anguilla møder Turks- og Caicosøerne i det ene opgør, mens det andet opgør er et Jomfruøsderby mellem den britiske og amerikanske variant.
Selve lodtrækningen omhandler derfor anden runde hvor de øvrige 28 hold træder ind. Holdene fordeles i seks puljer af fem hold, hvorfra de to øverste i hver pulje går videre. Holdene mødes kun enten ude eller hjemme, så gruppespillet afvikles med kun fire kampe for hvert hold.
Lag 1: Panama, Costa Rica, Jamaica, Honduras, El Salvador, Haiti
Lag 2: Curacao, Trinidad & Tobago, Guatemala, Nicaragua, Antigua & Barbuda, Surinam
Lag 3: St. Kitts & Nevis, den Dominikanske Republik, Guyana, Puerto Rico, St. Lucia, Cuba
Lag 4: Bermuda, St. Vincent & Grenadinerne, Grenada, Montserrat, Barbados, Dominica
Lag 5: Belize, Aruba, Caymanøerne, Bahamas, to vindere fra første runde
Sammenligner man med elo-rankingen, så ligner Antigua & Barbuda en drømmelodtrækning fra andet lag. De har lige haft en rædselsfuld Nations League B i 2023, hvor man tabte 1-5 hjemme til Guyana samt 0-5 til Puerto Rico og 0-6 til Guyana, begge på neutral grund. Og begge de to hold er altså placeret i laget under dem, og vil nok hellere end gerne trække dem igen.
Udover Guyana, kunne Cuba måske også være et farligt hold fra tredje lag. De var gode til at holde de fleste kampe tætte mod stærke hold i Nations League A, 0-0 mod Haiti og Honduras og 1-0 mod Surinam. Det endte dog med et 4-0 nederlag mod Honduras, og senest blev man sablet ned 8-0 i en venskabskamp i Rusland.
Fra fjerde lag er Grenada nok den hårdeste nød at knække. De har trods alt spillet med i Nations League A, og selv om det er blevet til nogle klare nederlag i de fleste kampe der i 2023, så ligner man alligevel et hold med et højere niveau end de andre i samme lag.