@West
For nu at tage den måske overflødige diskussion alligevel:
Der er ingen tvivl om at hans forcer ligger i det offensive. Han er en spiller der bevæger sig meget rundt, men ser ham mere som en playmakertype, der dog også kan skabe noget på egen hånd, end som den 2. angriber, som skal være at finde i feltet, hvis det system, du liner op er hvad der skal spilles. En 4-4-2 med 2 angribere der rykker dybt er for mig at se ideelt for Grahn. Han skal så være den offensive af de to centrale midtbanemænd på et hold, hvor fløjene arbejder meget tilbage i banen, da man ikke kan regne med at han kommer hjem hver gang.
Han kunne sikkert også fungere i en 4-3-3, men tror aldrig han bliver en Elmander type, der også tager slåskampe i feltet. Skal der lade sig gøre, skal man spille en anden 4-3-3 end under Faxe/Laudrup, vil jeg mene. Med de små fløje vi har nu, bliver der simpelthen ikke nok firepower i feltet gennem en 4-3-3 med Grahn som offensiv midt.
Synes i det hele taget, at det har været et problem at Duncan ligger for alene derinde. Vi har ofte spillet meget rundt om feltet på organiserede angreb, hvor midtbanen og fløjene ikke har nær nok dræberinstinkt, eller søger de halvtilfældige bolde i feltet. Vi ser bedre ud i omstillingsspillet, hvor der er mere plads til de små vævre typer. Skal vi spille Barcelona stilen, skal det simpelthen gå hurtigere med bold og tanke end det gør lige nu for både Tobias Mikkelsen, Lorentzen, DW og Ericsson. Derfor ser vi ok ud i den hurtige opløbsfase men svage ud, når spillet bliver "stående". Eks. ved "svæve"indlæg fra midt på modstandernes banehalvdel.
Kigger man på Laudrups og Faxes bedste 4-3-3 opstilling var spillerne også både fysisk stærke, gode tekniske og forholdsvis hurtige. Derfor var det også ok med det "stående" spil, hvis omstillingen ikke var mulig. Virker på mig lidt som om Tom K, søger den samme fleksibilitet med lidt af hvert. Spillerne præsterer bare ikke gpdt nok til at kunne true på begge dele og så er spørgsmålet om man ikke skal lade dem lære at gøre en ting rigtig godt ad gangen. Og dermed er vi tilbage til valg og spilkoncept. Det er svært med dette hold, som ikke rigtig giver sig selv. Man kunne både gøre det ene og det andet. Nok at se til for Tom.
Skyggekabinet