Jeg er helt med på at vi er langt bagefter de nuværende tophold, økonomisk, og når man hører om tal som i nærheden af 50 mio. fra FCM i et eventuelt køb af en angriber, jamen så er vi jo oppe i beløb som vi ikke er vant til at høre om i dansk fodbold - i hvert fald udover fra FCK. Derfor kræver det uden tvivl mere kapital at være med i toppen, konsekvent, år efter år.
Men den kapital kan jo også komme via sportslig succes, og vi har tidligere bevist at vi kan få sportslig succes for langt mindre budgetter end de andre - navnligt i 2014. Men i øjeblikket er vi for langt væk, og det mener jeg først og fremmest vi er fordi vi ikke er dygtige nok, eller i hvert fald ikke har været det i en årrække. Vi skal være dygtigere end de andre. Det skal vi være ved at have de dygtigste folk ansat, og ved at turde tro på at en langsigtet plan bringer os helt til tops, som vi gjorde før 2008, og før 2014. Vi skal efter min mening fortsat (eller måske rettere, igen) gå efter at skabe et fremtidigt mesterhold, fremfor et subtophold på kort sigt.
At det stadig kan lade sig gøre at gå den vej, er Brøndbys mesterskab i mine øjne et godt bevis på, for selv om de bruger mange penge, var deres hold sidste år på mange måder sammenligneligt med de mesterhold vi selv har skabt - altså med streg under hold.
Men vi skal være dygtige, hvis vi skal gøre det samme. Vi skal have de rigtige folk på nøglepositioner, som gør deres arbejde bedre end folkene på samme positioner hos vore konkurrenter, hvilket for mig at se betyder at man skal have set rigtigt med Inge, Søren Krogh og Cifuentes, og så skal de have tid til at bygge det op. Vi kan skele misundeligt mod FCN, som virker til at være ekstremt dygtige til at ramme det rigtige nøglepersonale, men vi kan også kigge mod Aarhus, hvor David har været et helt fantastisk match, som i mine øjne egenhændigt har skabt deres opblomstring.
Med andre ord, så er jeg ikke enig i at vi skal kræve mindre - vi skal kræve mere! Vi skal tro på at vi kan være bedre end de andre, få mere ud af pengene, og få mere ud af spillerne. Men vi skal være tålmodige, og vi skal tro på at vi er dygtige... i hvert fald til det modsatte er bevist. Jeg troede vi var tættere på, da vi havde Lucas og Hiljemark på holdet samtidig, men selv om vejen ser lidt længere ud nu, så synes jeg langt om længe at pilen peger den rigtige vej, når det gælder én af de nøglepersoner jeg nævnte, nemlig Cifuentes. DET er vigtigt. Det er også vigtigt at vi senest så Pedro levere igen, for han er i mine øjne en af de spillere som vi skal lykkes med, hvis vi skal nå toppen med en stamme af det nuværende hold. Det samme er Prica og Ross, og jeg behøver vel ikke at nævne Lucas.
.