Ud fra dagens pressemøde med Allegri spiller vi en 4-2-3-1 formation, som fungerede i den sidste halve time mod Palermo. Det er dog ovenud essentielt, at vi er ligeså aggressive i presspillet som i den sidste halve time. Der var lidt determination og vilje at spore. Samtidig ud fra Allegris ord, så stiller vi op som følger:
Abbiati; Abate, Mexes, Zapata/Acerbi, Constant; Montolivo, De Jong/Ambrosini; Emanuelson, Bojan, Faraoen; Pato/Pazzini.
De tre punkter hvor han stadigvæk er i tvivl hælder jeg til Zapata, De Jong og Pato. Zapata fordi han har hurtigheden, så vi kan tillade os at stå lidt længere oppe med backkæden og presse højere på Chievo. Indtil videre har han dog overhovedet ikke overbevist, med hans irriterende ukoncentrerede aktioner til tider.
De Jong er åbenlyst, fordi han i alle parametre er flere klasser over Ambrosini.
Pato, fordi han med spilletid bliver mere skarp og fordi jeg aldrig har set den store stjerne i Pazzini. Han er ganske enkelt for endimensionel, og Pato efterlader mere plads til sine kompagnoner i offensiven, ganske enkelt fordi modstanderen ved hvad han kan indeholde og holder mere øje med ham end de vil gøre med Pazzini. Han giver også et twist af uforudseenhed og hurtigere bevægelser i sammenspil med Faraoen og Bojan.
Hvis vi strammer os an, og har samme "grit", som i slutningen af Palermo kampen kan vi godt hive en 1-0´er hjem.
Nå ja, og Mexes skal gerne være på kogepunktet, så må det briste eller bære. For min skyld må han hamre flere bolde ud af stadion, så længe det har positiv effekt på hans spil. Man kan håbe han rammer et niveau hvor han rammer sit topniveau oftere, fordi gør han det er han absolut verdensklasse. Men der er jo bare lige hans skide humørsvingninger...