Det virker en anelse omsonst at diskutere faktum. Inter har nu engang vundet fire ud af fire, hvorfor de har 12 point. Det er faktum – om det er fortjent eller ufortjent er i realiteten ligegyldigt, fordi det ikke er faktum. Milan havde alle muligheder til at sænke Inter meget hurtigt, men manglede den sidste kynsime/dygtighed. Det samme kan siges om Chievo i dag. Nogle vil betragte afretningen af Chievo-spilleren for heldig, men det er immervæk et faktum at Icardi igen stod rette sted og kunne prikke bolden i mål – det er ikke tilfældigt at han altid dukker op de rigtige steder. Og det er humlen med Mancini – det er aldrig specielt kønt eller spektakulært, men bundet op på individualisternes formåen på den sidste tredjedel(Zlatan sidst han var træner i Inter), og organisere en betondefensiv har han altid kunnet finde ud af. Inter har historisk set været bedst når de har haft en pragmatiker på trænerbænken – i dette årtusinde med Cúper, Mancini og Mourinho. Ingen af disse tre herrer skal beskyldes for at stå for sprudlende fodbold – resultatorienteret er de, og det er tilsidst også det der tæller.
Som modstykke kan man sige, at jeg elsker Carlo, og Carlo står for væsentlig mere spændende bold end de tre andre nævnte – hans ”naivitet” kostede dog nogle titler igennem årene i spidsen for Milan. Skal jeg underholdes ved jeg dog godt, hvem jeg ville foretrække at se – men det er jo hvad man mest er til. Jeg finder det dog lidt morsomt at læse i vores bysbørns tråd, når det hævdes at man i dette årtusinde er det næstmest vindende italienske mandskab – meget belejligt søgemål, så man hopper en plads i hierakiet i øvrigt. Ikke et ord bliver der nævnt om afgørelsen i Moggi-retssagen, hvor det ganske klart blev fremsat at Facchetti var ligeså meget i vælten omkring dommerne, som de andre dømte.. Hvilken flot og majestætisk baggrund disse titler blev skabt i. Man undgår af vanvittige grunde en dom, får et papmesterskab og stjæler Zlatan og Vieira i Juve, hvor førstnævnte stordominerer ligaen efterfølgende, mens de to nærmeste konkurrenter enten smides i næstbedste række eller takseres minuspoint.
Nok er Foggy ikke helt skarp i sine formuleringer, men jeg falder nu heller ikke af stolen, når Milan mod underdanige modstandere uden de større problemer, kommer til den sidste tredjedel af banen gennem fint spil. Mod de mindre mandskaber er det mere reglen end undtagelsen, fordi deres gameplan, modsat Milans, er et defensivt udgangspunkt, fordi et point imod Milan er = sejr. Derfor er det offensive kreative spil først interessant på den sidste tredjedel.
Og for nu at slette Inter helt fra denne tråd, giver mit ovenstående afsnit grund til optimisme i Milan. Vi kreerede mere end rigeligt imod Palermo og viste en okay stor effektivitet foran mål. Kigger man ud fra de første to kampe imod hhv Fiorentina og Empoli, til nu, er der nogle positive skridt i den rigtige retning. Det skal dog fortsætte lidt endnu, før vi kan kalde det retmæssige tendenser.
Indledningen på sæsonen er dog interessant – den største favorit i Sette Sorelle er dårligst placeret af de ”7 store”. Juventus har en del at hente ind, selvom vi kun har spillet fire runder.
Som modstykke kan man sige, at jeg elsker Carlo, og Carlo står for væsentlig mere spændende bold end de tre andre nævnte – hans ”naivitet” kostede dog nogle titler igennem årene i spidsen for Milan. Skal jeg underholdes ved jeg dog godt, hvem jeg ville foretrække at se – men det er jo hvad man mest er til. Jeg finder det dog lidt morsomt at læse i vores bysbørns tråd, når det hævdes at man i dette årtusinde er det næstmest vindende italienske mandskab – meget belejligt søgemål, så man hopper en plads i hierakiet i øvrigt. Ikke et ord bliver der nævnt om afgørelsen i Moggi-retssagen, hvor det ganske klart blev fremsat at Facchetti var ligeså meget i vælten omkring dommerne, som de andre dømte.. Hvilken flot og majestætisk baggrund disse titler blev skabt i. Man undgår af vanvittige grunde en dom, får et papmesterskab og stjæler Zlatan og Vieira i Juve, hvor førstnævnte stordominerer ligaen efterfølgende, mens de to nærmeste konkurrenter enten smides i næstbedste række eller takseres minuspoint.
Nok er Foggy ikke helt skarp i sine formuleringer, men jeg falder nu heller ikke af stolen, når Milan mod underdanige modstandere uden de større problemer, kommer til den sidste tredjedel af banen gennem fint spil. Mod de mindre mandskaber er det mere reglen end undtagelsen, fordi deres gameplan, modsat Milans, er et defensivt udgangspunkt, fordi et point imod Milan er = sejr. Derfor er det offensive kreative spil først interessant på den sidste tredjedel.
Og for nu at slette Inter helt fra denne tråd, giver mit ovenstående afsnit grund til optimisme i Milan. Vi kreerede mere end rigeligt imod Palermo og viste en okay stor effektivitet foran mål. Kigger man ud fra de første to kampe imod hhv Fiorentina og Empoli, til nu, er der nogle positive skridt i den rigtige retning. Det skal dog fortsætte lidt endnu, før vi kan kalde det retmæssige tendenser.
Indledningen på sæsonen er dog interessant – den største favorit i Sette Sorelle er dårligst placeret af de ”7 store”. Juventus har en del at hente ind, selvom vi kun har spillet fire runder.