I tilfældet, Emery, må man sige at hans historik taler for ham. I Valencia var der skyhøje forventninger til det omvandrede fallitbo. Spartak Moskva, var der ligeså store forventninger til et tvivlsomt materiale, og i Sevilla har man rimelige store forventninger til trods for at man er tvunget til at sælge ud af sine bedste spillere hver sommer.
Personligt har jeg det okay med Emery, selvom han er meget ulig den type Milan-træner, jeg foretrækker. Men jeg forestiller mig at hans sprælske, indlevende og meget gestikulerende stil der kendetegner hans passion kan rive nogle folk med. De personlighedstræk, som jeg foretrækker ved en Milan-træner, peger dog mere i retningen af Pellegrini. Det gør ham dog ikke til en bedre træner end Emery – de er nærmere bare modpoler til hinanden i form af deres ageren på sidelinjen. Taktisk synes jeg faktisk Emery spænder mere bredt, hvis man udelukkende vurderer udfra deres europæiske kampe, selvom Pellegrini blev en anelse mere pragmatisk i sin sidste sæson i City, og gemte naiviteten væk på hylden. Nu har jeg ikke set alverdens Sevilla-kamp i La Liga, men i de få kampe det er blevet til mod dårligere hold, synes jeg ofte de har været omstændelige i deres boldomgang.
Omkring Maldini kan jeg ikke forestille mig ham i en rolle, som sportsdirektør. Det er for meget nede i mudderet, og hans erfaring indenfor området er tvivlsom. Derimod ville en rolle som teknisk direktør være mere passende i mine øjne, hvor han har det overordnede ansvar, men uddelegerer til sine underordnede og involverer sig i arbejdet, på samme måde som Leonardo gjorde. Kunne man tilmed finde en sportsdirektør med massiv erfaring, vil man kunne skabet godt mix, fordi man har en fodboldsagkyndig, mens man i Maldini har kulturbæreren. Han vil som teknisk direktør stå for at skabe linjerne, etikken og måden hvorpå man agerer som Milan-spiller. Og hvem ved det bedre end han? Ingen – Maldini er indbegrebet i class act.