Jeg ved ikke om jeg deler de optimistiske syn. Skal man gribe lidt efter halmstrå, er det at Montellas black january som regel bliver fulgt op af en nogenlunde succesrig februar, men det er helt andet hold, helt andre forudsætninger etc.
Milans formkurve peger nedad, og med skader til centrale figurer som De Sciglio og i særlig grad, Jack, virker vi sandelig skrøbelige. Nu røg Antonelli også i svinget til træning, hvilket efterlader os med Vangioni, som Montella ikke virker til at have særlig stor tiltro til, eller Calabria som viste svagheder i sin defensive positionering på den position.
Et eller andet sted havde jeg en forhåbning om i kølvandet på erhvervelserne af Deulofeu og Ocampos, at Jack kunne genindtage den venstre mezzala. Det krævede lidt indledende tilvænning inden han fandt ud af hvordan han skulle de rum og huller, som kunne gøre ham farlig. Det røg så, desværre, lige til helvede med den skade.
Jeg synes kampprogrammet hele vejen igennem februar er tricky. Sampdoria, som næste modstander, har nogle værktøjer som kan gøre ondt på os. Og senest gjorde ondt på Roma. Tilmed så jeg deres kamp på San Paolo hvor de var oppe med en, og i total kontrol, indtil dommeren tabte hovedet og smed Silvestre ud efter film fra Reina, hvorefter kampen ændrede totalt karakter. Dem vader vi ikke bare henover – slet ikke når vi nu viser faldende defensiv form, og pludselig skal lave minimum 2 mål pr.kamp for at hente bare ét point.
Donadonis ultradefensive Bologna derefter bliver også en hurdle. Ikke bare at dirke dem op, men også fordi vi er i en sur periode, hvor hver eneste fejl bliver straffet prompte – vores fejl for tiden er da også smidt op på den helt store klinge. Vi smider boldene på tåbelige steder af banen i øjeblikket, og så vil selv impotente offensive hold som Bologna få deres chancer. Og når man er i en negativ spiral kan selv de mest vattede offensiver pludselig smække en bold op i krogen fra 30meter.
I Sassuolo har vi desuden tradition for at ligne det mest inkompetente Lega Pro-mandskab, og nå ja - ham Berardi, hvis karriere Milan har været stor bidragyder til, er tilbage fra skade.