Har fået genset kampen, og to ting skærer i øjnene på mig. Horribelt forsvarsspil fra Calabria, og den enorme forskel på Icardi og Bacca.
Generelt lærer man som forsvarsspiller, at angribe hårdt i pres, når din direkte modstander har ryggen mod mål. Men når man spiller overfor Perisic, hvis største spidskompetence er hans enorme speed, må man altså gerne bruge hjernen bare en smule. Hvis Calabria har en hjerne, havde han glemt at sætte den i el-kontakten. Det kan irritere mig noget så grueligt at Inter kan flytte bolden via en lang pasning på 30-35m ved at Perisic laver noget så simpelt som et forfinteløb, efterfulgt af et dybdeløb. Calabria hoppede i nærmest hver gang med begge fødder – det må være resultat af manglende rutine, eller jeg håber det er tilfældet ellers får han det svært med at blive fast mand i Milan i fremtiden. Fordi at blive sat skakmat så simpelt, er ganske enkelt ikke godt nok.
Kuriøst nok er det på den måde Inter laver deres første mål, men i modsatte side ved Candreva som er den tand hurtigere end De Sciglio. Men Donna går ikke fri for kritik, fordi han tager sig en ordentlig koger. Candrevas afslutning falder på kanten af det lille felt, hvor pokker er Donna henne? Når man stiller sin forsvarslinje forholdsvis højt og modstanderens to kantspillere har deres spidskompetence i deres fart, skal vores kære målmand altså være årvågen på de dybe bolde. Det var han ikke.
Miranda havde proppet Bacca i en sæk, og snøret sækken gevaldigt til fordi Bacca vandt ingenting. I de perioder hvor vi kommer lidt under pres, og der forsøges en bold frem mod Bacca, taber han alt. Og det er virkelig alt. I de perioder hvor Inter er lidt under pres, formår Icardi i flere tilfælde at holde på bolden og give luft til sit hold. Der var ekstrem stor forskel på de to herrer – klasseforskel. Og når jeg ser sådan en kamp her, bliver jeg mere og mere enig med mig selv i at (såfremt man har pengene naturligvis) Milan for så vidt muligt skal forsøge at smide snøren ud efter Alvaro Morata i Madrid.
Vi starter egentlig kampen ganske fint. Bacca skal score på en mega chance efter et par minutter. Deulofeu er lige ved at tage røven på en ellers velspillende Handanovic i målet(set bort fra hans flagren rundt ude i feltet ved 2-2 scoringen) da han sparker på stolpen, og runder Medel ret kraftigt inden Inter rigtigt arbejder sig ind i kampen. Mål 1 har jeg kommenteret, men mål 2 kommer efter en ny lang bold, hvor Perisic gudhjælpemig får lov at løbe indenom Calabria. Icardi løber flot i ryggen på Romagnoli, som mister ham i situationen. Perisic løber også i ryggen på Zapata ti minutter inde i anden halvleg, men sparker svagt lige på Donnarumma med højrepoten.
Efter det sker der egentlig ikke så frygtelig meget. Vi mangler tempo i det offensive spil, og ikke mindst noget bevægelse, alt imens Inter virker fint tilfredse med at stå i organisationen, og bare afvise det vi forsøger at komme med. Derudover bliver Perisic pillet ud, og kontraerne bliver derefter, uden noget rigtig bid.
Deulofeu har en flot afslutning midtvejs i anden halvleg, hvor Handanovic kommer flot ned, men ellers skal vi jo frem til dødboldene og mål deraf fra Romagnoli og Zapata før der igen er noget action i kampen. Biabiany får faktisk en fin mulighed, men blæser nærmest bolden ud af stadion, et minut inden Zapata kommer springende i kung-fu style(til ære for den nye ejer naturligvis) og scorer det vitale mål.
Locatelli kommer i øvrigt ind og giver noget fandenivoldskhed. Matí forsøgte at fighte, og cadeau for det, men uden at det rigtigt bragte noget med sig fremadrettet, mens jeg syns Sosa var for nonchelant til tider. Den midtbane der gør mig sgu ærlig talt lidt gråhåret til tider. Det er ren og skær mangel på kvalitet, snarere end at spillere rammer en dårlig dag eller lignende.