KMOO,
Det er faktisk interessant nok at du nævner Jeremy Menez til Milan. Galliani har jo postuleret at vi kigger på en wing, second striker-agtig spiller til truppen. Og netop Menez burde være inkluderet i en liste af spillere, hvor Milan burde kunne agere. Der er 5 spillere, der er mere eller mindre spændende interessante navne, hvorpå Milan med god transfersnilde burde kunne gøre noget aktivt.
Som nævnt, Jeremy Menez fra Paris SG. Han står langt nede i køen i angrebshierakiet i PSG, trods at man anvender tre angribere. Både Zlatan, Cavani, Lucas og Lavezzi er alle spillere der står foran ham i køen, og tilmed har Menez iflg. de kilder jeg har tjekket, kontraktudløb til sommer. Menez har mange kvaliteter, men problemet med ham har altid været hans mentale indstilling. Hans bundniveau er yderst kritisabelt, ligesom hans topniveau er fremragende. Han ville ikke være mit personlige førstevalg i erhvervelsen af en ny spillere, trods de favorable omstændigheder. Han har også været rygtet til engelsk fodbold, med Liverpool som påstået ny destination. Menez skal i hvert fald have noget spilletid før at komme i betragtning til VM i Brasilien.
Mit foretrukne valg er stadigvæk Alessio Cerci, men jeg har også en svaghed for italienske spillere. Men jeg er blevet yderst begejstret for Cerci, efter han har lært at spille bolden og ikke kun afsøge sin egen mulighed konstant. I sidste sæson lavede han mange assists, og i denne har han så udviklet sin skarphed foran kassen. Han fylder hele tiden, og netop dette gør ham interessant. Engelske klubber har dog også fået øjnene op for ham, og det er et problem for os. Hans prisskilt nærmer sig også et niveau, som gør det svært. Torino slipper ham helt sikkert ikke til januar medmindre de får et helt vanvittigt tilbud, og det kommer i hvert fald ikke fra os.
Den næste på listen er belgieren, Kevin de Bruyne, fra Chelsea. Han sidder limet til bænken i Chelsea, trods han har bevist sine kvaliteter i den tyske Bundesliga. Og der står også Bundesligaklubber i kø for at erhverve ham, ganske forståeligt. Wolfsburg, Schalke, Leverkusen og Werder Bremen meldes alle sammen interesseret i ham, og muligheden for at optage ham på lån synes muligt. Han er nødt til at have spilletid frem mod VM i Brasilien, hvis han skal være i rette kampform.
Gaston Ramirez er et navn, som også burde poppe op i Milano. Han har førhen vist sine kvaliteter i Serie A, men er havnet ude i kulden i Southampton som pt. har gang i en stor sæson i Premier League. Ramirez har kun seks indhop at prale af denne sæson. Ramirez står lidt i samme situation som de Bruyne. Han mangler spilletid hen imod VM, og også her kunne en lejeaftale som første instans være en mulighed.
Den sidste er nok den sværeste mand at erhverve. Xherdan Shaqiri i FC Bayern. Han er klemt i konkurrence med verdensklassespillere som Götze, Robben, Müller og Ribery. Hans prisskilt er sandsynligvis højt, men i mine øjne er han allerede en spiller af høj klasse, og den kan yderligere udvikles ved at blive en vigtig brik på et hold med ambitioner. Modsat fx Ramirez synes en lejeaftale urealistisk, og samtidig synes det svært at fravride ham Bayern, særligt nu hvor Arjen Robben er løbet ind i en skade der holder ham på sidelinjen den næste halvanden måneds tid.
Jeg tror egentlig helst at man vil se, ligesom jeg selv, Alessio Cerci i klubben. Men han er givetvis ikke den letteste at erhverve. Skudt fra hoften synes Ramirez den letteste at hente, med Menez som den næste.