Jeg må indrømme at jeg synes at kritikken af Donnarumma er lige lovlig hård.
Som jeg har hørt historien, hander det om at Donnarumma ønsker en frikøbsklausul såfrem vi ikke formår at spille os i CL i kommende sæson.
Er det virkeligt så forkasteligt at knægten ønsker at spille på et hold der hører til blandt de bedste?
Og at der er en klausul, behøver jo ikke at betyde at spilleren rent faktisk takker ja til et givent tilbud. Det betyder at han har muligheden.
I den forbindelse må vi også anerkende at fodboldspillere (og andre sportsfolk) har en speciel ansættelsessituation, hvor de ikke selv kan bestemme hvor de vil arbejde (før deres kontrakt udløber).
Hvis jeg skulle underskrive sådan en kontrakt med et firma, tror jeg da også at jeg ville sikre mig visse muligheder i tilfælde af et mismatch omkring ambitioner m.m.
Vores kære keeper kan jo sagtens "elske" klubben men samtidig være ambitiøs. Og hvis ambitionerne ikke kan opfyldes hos os, må vi vel respektere at han søger nye græsgange.
Det må da i den grad også være klubbens ansvar at være (og forblive) attraktiv overfor en spiller som ham.
Egentlig vil jeg hellere have spillere der viser høje ambitioner end mange af de spillere der pt løber rundt og er mere end tilfreds med bare at hæve deres løn.
Da jeg selv var arbejdstager, havde jeg da også klare forventninger til min arbejdsgiver om at de skabte et konkurrencedygtigt produkt. I andet fald ville jeg se mig om efter en anden arbejdsgiver, hos hvem jeg kunne udleve mine professionelle ambitioner.
Tingene er naturligvis ikke sort/hvide og navnlig i fodboldverdenen er følelser uløseligt forbundet med dét at skabe en karriere. Det er dét der gør det svært.
Vi fans nærmest kræver at vores idoler inde på banen, skal erklære deres udødelige passion og kærlighed. Men vi må også respektere at de hver især er spillere med drømme om at nå til tops i deres sport. Det kommer man bare ikke ved at spille på et hold med middelmådige spillere.
At spillerne kysser klubemblemer og laver hjertetegn ud mod curva´en, er jo en del af gamet.
Jeg har aldrig hørt Donnarumma sige at han aldrig vil forlade Milan og blive her gennem tykt og tyndt. Dét ville naturligvis være hyklerisk.
Som jeg har hørt historien, hander det om at Donnarumma ønsker en frikøbsklausul såfrem vi ikke formår at spille os i CL i kommende sæson.
Er det virkeligt så forkasteligt at knægten ønsker at spille på et hold der hører til blandt de bedste?
Og at der er en klausul, behøver jo ikke at betyde at spilleren rent faktisk takker ja til et givent tilbud. Det betyder at han har muligheden.
I den forbindelse må vi også anerkende at fodboldspillere (og andre sportsfolk) har en speciel ansættelsessituation, hvor de ikke selv kan bestemme hvor de vil arbejde (før deres kontrakt udløber).
Hvis jeg skulle underskrive sådan en kontrakt med et firma, tror jeg da også at jeg ville sikre mig visse muligheder i tilfælde af et mismatch omkring ambitioner m.m.
Vores kære keeper kan jo sagtens "elske" klubben men samtidig være ambitiøs. Og hvis ambitionerne ikke kan opfyldes hos os, må vi vel respektere at han søger nye græsgange.
Det må da i den grad også være klubbens ansvar at være (og forblive) attraktiv overfor en spiller som ham.
Egentlig vil jeg hellere have spillere der viser høje ambitioner end mange af de spillere der pt løber rundt og er mere end tilfreds med bare at hæve deres løn.
Da jeg selv var arbejdstager, havde jeg da også klare forventninger til min arbejdsgiver om at de skabte et konkurrencedygtigt produkt. I andet fald ville jeg se mig om efter en anden arbejdsgiver, hos hvem jeg kunne udleve mine professionelle ambitioner.
Tingene er naturligvis ikke sort/hvide og navnlig i fodboldverdenen er følelser uløseligt forbundet med dét at skabe en karriere. Det er dét der gør det svært.
Vi fans nærmest kræver at vores idoler inde på banen, skal erklære deres udødelige passion og kærlighed. Men vi må også respektere at de hver især er spillere med drømme om at nå til tops i deres sport. Det kommer man bare ikke ved at spille på et hold med middelmådige spillere.
At spillerne kysser klubemblemer og laver hjertetegn ud mod curva´en, er jo en del af gamet.
Jeg har aldrig hørt Donnarumma sige at han aldrig vil forlade Milan og blive her gennem tykt og tyndt. Dét ville naturligvis være hyklerisk.