@ Rossoneri
Vi kommer ikke til at blive enige i anskuelsen på Donnarumma-situationen, så du kan anse det som mit sum-up, afslutning på debatten.
Først og fremmest; jeg ved ikke hvordan første indlæg i en debat, kan være et uddybende svar på noget, når det netop er første indlæg, fordi hvor er første svar så, som skal uddybes? Men klokken er nu også halv et, og jeg har haft en lang arbejdsdag i højsæson.
Mit grundlag, for den insisterende spørgelyst omkring din mening til det fremlagte kontrakttilbud til Donnarumma på 4.5mio€, kommer af min provokationslyst til det mærkværdige. Jeg fandt det en anelse mærkværdig at ville forholde Fossa til arbejdstager kontra arbejdsgiver argumenter, ud fra hans indlæg der reelt drejer sig om følelser. Hjerter og beton. Han ville kun kunne respondere på en måde du ville finde fejlagtig, fordi i netop snakker hjerter og beton. Deraf min lyst til at fortsætte det mærkværdige spor, og hvad jeg sådan kan tolke ud fra dit efterfølgende indlæg, syntes du også det var underligt, blev måske endda en smule usikker på, hvor pokker jeg havde tænkt mig at dreje diskussionen hen. Præcist som jeg syntes din perspektivering, som du kalder det, var besynderlig. Men min mission om at forholde sig til Donnarumma specifikt, som var emnet i det indledende indlæg fra Fossa, lykkedes.
Dine indlæg emmer af en lyst til at snakke arbejdsgiver kontra arbejdstager, ledelse eller noget derhen af, hvorfor jeg anledes til at tro at du fornylig har bestået en uddannelse inde for området, igangværende uddannelse, er selvstændig, HR-beskæftiget eller bare ligger inde med en medfødt interesse for området. Du vil rigtig gerne have at vi alle stiger op på den objektive højdebro, for at skue udover landskabet, og nøgternt bedømme Donnarummas muligheder.
Men det er så der, kæden hopper af for mig. Fordi den stigende undren, kald det irritation, blandt Milans tifosis imod Donnarumma, bunder i det Fossas indlæg emmer af. Følelser. En begyndende sprækkende tillid til en mand som til hver hjemmekamp går ned til Curvaen og kysser klublogoet, mens han hilser op imod fanskaren. En mand som udtaler ’Milan per sempre’. Det tillægger du ikke stor værdi. Men det gør andre i fanskaren, i høj grad. Derfor finder jeg din arbejdsgiver/arbejdstager agenda forfejlet. Fordi det er jo ikke sådan at vi alle sidder og venter på Jette, HR-medarbejderen, med det leverpostejfarvet pagehår, den lidt bløde pibende musestemme, der sidder med vidtåbne øjne, næsten nedstirrende dig med blyanten spidset som en syl til knivskarpe notater på DISC-profilen, hvis den afviger for meget ud fra de svar, som er blevet givet på spørgeskemaet til første samtale, som hun kan referere videre til HR-chefen.
Men når der så forespørges ’bagdørsklausuler’, så kommer der en naturlig undren. Det finder jeg forståeligt. Nogen kaster sig i fornægtelsens arme og tillægger hele skylden til the dark Lord, Raiola. Det er imo noget vås, fordi Donna har en mening selv og i sidste ende er det helt op til den lidt sky, lidt generte men charmerende introverte Gigio at tage en beslutning. Og det er det som ligger til grundlag for de begyndende ’Mersenario’, du kan finde imellem forskellige Milan-grupperinger. Fordi de er bange for at han er et fake. De er bange for at deres følelser for klubben er blevet misbrugt af ham, de tog sig nærmest. Det er simpelt. Irrationel adfærd, men forståeligt, når mange fans er i sine følelses vold når det omhandler ”deres” klub. Det er i bund og grund også de signaler jeg læser ud af Curvaens statement, naturligvis i vanlige bombastiske vendinger, så de fremstår lidt rå med hakkede kanter.
Dérfor kan du ikke bede den gængse fan, om at stige op i objektivitetens højborg og vurdere nøgternt på situationen, og forklare dem om arbejdsgiver kontra arbejdstager givne situationer og præmisser, ambitioner kontra virkelighed, projektets bæredygtighed, fordi de er i bund og grund ligeglade. Du efterspørger rationalitet. Der rationaliseres sjældent, når det er følelserne som er involveret, og i dette tilfælde i klemme. Det medfører irrationelt adfærd og er tilmed med til at skabe den passion, på godt og ondt, som når fyger igennem Curvaen når det går virkelig hedt for sig.
Til det mere grå ’kedelige’; Hvad angår projektet, som det sælgende luns kød til Donnarumma, er det naturligvis en korrekt beslutning at udbede sig et definitivt svar nu. Jeg ser det på ingen måde gangbart, at Milan først skal handle en masse spillere og så til sidst i transfervinduet efterspørge en beslutning. Er den negativ, er man under tidspres i at få afsat Donnarumma og under tidspres for at finde en kvalitativ afløser. Det er på ingen måde holdbart. Så jo, det er det fremlagte projekt på nuværende tidspunkt, med Rodriguez som nu tredje tilføjelse, han skal købe ind på. Og igen havner det ved dedikation og tro på projektet. Kan han ikke committe sig selv 100% til projektet er det ud af vagten. Det er ikke svært at forstå.
Tilbage til det følelsesmæssige; Vil Donnarumma få en pæn afgang med Milan? Jeg skyder på i et sådant tilfælde, at fornægtelsen som altid vil vinde som det første, hvorfor hele skylden placeres på Mino Raiolas skuldre. Når tågen så letter, vil jeg gætte på at de mange fans som har købt ind på Donna gestusser vil sidde tilbage med en bitter smag. Og nej, der tror jeg heller ikke de vil diskutere præmisser, arbejdstagere etc.
Men nu skal situationen først afklares om der bliver et salg eller ej.