Jeg har gennemset kampen igen to gange nu med noget lavere puls end den jeg havde søndag aften. Men om jeg er blevet frygtelig meget klogere ved jeg ikke rigtig. Og det var da også en pest at skulle igennem den første halvleg igen, som er turnover på turnover.
Inters presspil fungerer i første halvleg, igennem Gagliardini og specielt Vecino(som havde et vågent øje på Jack), men første pasning efter brydningen fører sjældent noget givtigt med sig. Gagliardini er slem til at lave en ”William Kvist”-pasning der tager brodden af en potentiel omstilling. Når han endelig dristede sig noget fremadrettet smed han den væk. Derfor blev det nærmest turnover på turnover, fordi Inter ret ofte smed en potentiel god omstilling væk på elendig boldbehandling fremad i banen, eller en forsigtig pasning til siden. Deres første mål kommer også af en situation, hvor den centrale midt ikke er indblandet. Det er et flot mål. Og i Candrevas tilfælde finder selv en blind høne æg til tider. Vi kan klandre vores forsvar så meget vi vil. Jeg vil hellere kreditere den D’Ambrosio og Candreva, for hurtigt pasningsspil i en omstilling, der har et perfekt udførende med et knivskarpt indlæg. Og netop her spilles der fremad på første pasningen (hvor den så også rammer en mand) fra D’Ambrosio.
Overordnet set på vores defensive organisation er vi ikke i problemer kampen igennem. Der er to gange hvor Borja Valero finder noget rum ude under Jack(begge gange ser Biglia ud til at være i tvivl om han skal følge med derud), som fører til Candrevas halv sære underskrue afslutning fra distancen, der plinger af på toppen af overlæggeren samt et svagt skud fra Vecino; begge dog i ikke særskilt farlige zoner, og som er noget Donna skal kunne tage sig af, hvor han da også har lappen helt oppe på overlæggeren ved Candrevas afslutning. Det er sådan set det vi indkasserer mens vi er etableret i organisationen, og det synes jeg egentlig Montella kan være fint tilfreds med. Særligt med tanke på at Spalletti har overhånden i første del af kampen, hvor Inters centrale midtbane har held med at slå vores midtbane i stykker.
Hvis jeg var Spalletti ville jeg dog give et gevaldigt los i røven på Borja Valero. Der er meget lidt spræl i spanieren. Han skal diktere deres tempo i det etablerede spil. Det eneste han diktere er langsommelig tøffen rundt og tjatten til bolden.
Vores store problem er dog i den defensive omstillingsparathed. Vi er simpelthen ikke kvikke nok i tanke og handling, når der skal løbes den forkerte vej, som i virkeligheden også har noget med disciplin at gøre. Og i disciplin menes der også med tanke på hvem der gør hvad. Nu har vi været efter Biglia en del, som jeg synes er to-delt. Han får sørme ikke meget hjælp fra de to 8ere, som slentrer hjem som var man ude og jogge en normal søndagstur, når vi taber bolden oppe i banen, her specifikt tænkt på anden halvleg.
Dog bryder jeg mig ikke om at han forlader centralt hold i de situationer, eller at han, af en eller anden grund, føler sig tvunget til at forlade det område. Det er nærmest det værste han kan gøre, idet flest scoringer falder i det centrale område foran mål. Biglias involvering i Inters andet mål er dog grelt. Det var virkelig dårligt med flere lavpunkter i samme sekvens. Selv Andrea Pirlo havde skraldet Wanda ned. Biglia… vælter….
De sidste to scoringer er ren dumhed, og hvor er man efterhånden træt af at se så tåbelige graverende fejl, kamp efter kamp.
Offensivt er det en dødsejler i første halvleg, fra vores side. Inters aggressive presspil knuser den mindste antydning til offensivt spil fra vores side, og samtidig har både Kessié og Jack flere dårlige førsteberøringer, som sætter dem under pres, smider bolden eller tvinges til at spille bagud. Én gang sætter Kessié sig igennem med en sublim aktion, hvor jeg stadigvæk ikke forstår hvorfor Borini ikke header returen to meter til egen venstre side, til en helt spejlblank André Silva i det lille felt. Det er dog en symbolsk handling med tanke på min konklusion, som vi kommer til..
Anden halvleg er dog en anden sag, og Montella tager Spalletti på sengen. Spalletti havde formentlig forventet en ændring taktisk fra Milan, men jeg tror ikke på at han havde forventet at Montella greb så offensivt til værks, som tilfældet var. Introduktionen af Cutrone og Suso i en mezzala-rolle tipper vægtskålen over til Montellas fordel.
Jeg gad godt at vide, om Cutrones bevægelsesmønster er noget som er indarbejdet, intellekt eller rent instinkt. Min mavefornemmelse siger at det er sidste mulighed; instinkt. Hans blotte tilstedeværelse og ikke mindst løb omkring de to stoppere, og ud under backs, skabte en del ravage. Miranda tager sågar turen fra egen venstre centerback ud til højre sidelinje, som efterlader rod i egen organisation.
Større aggressivitet, lyst, hurtige fødder, pasningsspil og sideskift sætter dagsordenen for anden halvleg. Der var noget appel bag det man foretog sig, og nok havde Spalletti bedt sit mandskab om at lure på de omstillinger der ville komme. At egen bagkæde skulle stå i eget felt, har næppe været en del af planen.
Montella fylder endda yderlig offensiv på da han smider Locatelli på banen fremfor Romagnoli, og placerer Jack ude på wingbacken. Jeg tror Jack bare hørte første stavelse ”wing”, fordi backtracking gjorde han absolut intet af, men stod nærmest på linje med de forreste. Modigt vil nogen kalde Montellas udspil. Naivt af andre. Take you pick.
Tilbage står der bare igen den sønderlemmende konklusion og fakta, som i lighed med Roma-kampen, er manglende kynisme i begge felter blev vores nederlag.
Omstillingsspillet, primært defensivt, skal dog være Montellas første prioritet, fordi det er den del som fælder os pt. - der skal være større disciplin i tilbageløbet, eller genpresset skal slibes yderligere til.
Inters presspil fungerer i første halvleg, igennem Gagliardini og specielt Vecino(som havde et vågent øje på Jack), men første pasning efter brydningen fører sjældent noget givtigt med sig. Gagliardini er slem til at lave en ”William Kvist”-pasning der tager brodden af en potentiel omstilling. Når han endelig dristede sig noget fremadrettet smed han den væk. Derfor blev det nærmest turnover på turnover, fordi Inter ret ofte smed en potentiel god omstilling væk på elendig boldbehandling fremad i banen, eller en forsigtig pasning til siden. Deres første mål kommer også af en situation, hvor den centrale midt ikke er indblandet. Det er et flot mål. Og i Candrevas tilfælde finder selv en blind høne æg til tider. Vi kan klandre vores forsvar så meget vi vil. Jeg vil hellere kreditere den D’Ambrosio og Candreva, for hurtigt pasningsspil i en omstilling, der har et perfekt udførende med et knivskarpt indlæg. Og netop her spilles der fremad på første pasningen (hvor den så også rammer en mand) fra D’Ambrosio.
Overordnet set på vores defensive organisation er vi ikke i problemer kampen igennem. Der er to gange hvor Borja Valero finder noget rum ude under Jack(begge gange ser Biglia ud til at være i tvivl om han skal følge med derud), som fører til Candrevas halv sære underskrue afslutning fra distancen, der plinger af på toppen af overlæggeren samt et svagt skud fra Vecino; begge dog i ikke særskilt farlige zoner, og som er noget Donna skal kunne tage sig af, hvor han da også har lappen helt oppe på overlæggeren ved Candrevas afslutning. Det er sådan set det vi indkasserer mens vi er etableret i organisationen, og det synes jeg egentlig Montella kan være fint tilfreds med. Særligt med tanke på at Spalletti har overhånden i første del af kampen, hvor Inters centrale midtbane har held med at slå vores midtbane i stykker.
Hvis jeg var Spalletti ville jeg dog give et gevaldigt los i røven på Borja Valero. Der er meget lidt spræl i spanieren. Han skal diktere deres tempo i det etablerede spil. Det eneste han diktere er langsommelig tøffen rundt og tjatten til bolden.
Vores store problem er dog i den defensive omstillingsparathed. Vi er simpelthen ikke kvikke nok i tanke og handling, når der skal løbes den forkerte vej, som i virkeligheden også har noget med disciplin at gøre. Og i disciplin menes der også med tanke på hvem der gør hvad. Nu har vi været efter Biglia en del, som jeg synes er to-delt. Han får sørme ikke meget hjælp fra de to 8ere, som slentrer hjem som var man ude og jogge en normal søndagstur, når vi taber bolden oppe i banen, her specifikt tænkt på anden halvleg.
Dog bryder jeg mig ikke om at han forlader centralt hold i de situationer, eller at han, af en eller anden grund, føler sig tvunget til at forlade det område. Det er nærmest det værste han kan gøre, idet flest scoringer falder i det centrale område foran mål. Biglias involvering i Inters andet mål er dog grelt. Det var virkelig dårligt med flere lavpunkter i samme sekvens. Selv Andrea Pirlo havde skraldet Wanda ned. Biglia… vælter….
De sidste to scoringer er ren dumhed, og hvor er man efterhånden træt af at se så tåbelige graverende fejl, kamp efter kamp.
Offensivt er det en dødsejler i første halvleg, fra vores side. Inters aggressive presspil knuser den mindste antydning til offensivt spil fra vores side, og samtidig har både Kessié og Jack flere dårlige førsteberøringer, som sætter dem under pres, smider bolden eller tvinges til at spille bagud. Én gang sætter Kessié sig igennem med en sublim aktion, hvor jeg stadigvæk ikke forstår hvorfor Borini ikke header returen to meter til egen venstre side, til en helt spejlblank André Silva i det lille felt. Det er dog en symbolsk handling med tanke på min konklusion, som vi kommer til..
Anden halvleg er dog en anden sag, og Montella tager Spalletti på sengen. Spalletti havde formentlig forventet en ændring taktisk fra Milan, men jeg tror ikke på at han havde forventet at Montella greb så offensivt til værks, som tilfældet var. Introduktionen af Cutrone og Suso i en mezzala-rolle tipper vægtskålen over til Montellas fordel.
Jeg gad godt at vide, om Cutrones bevægelsesmønster er noget som er indarbejdet, intellekt eller rent instinkt. Min mavefornemmelse siger at det er sidste mulighed; instinkt. Hans blotte tilstedeværelse og ikke mindst løb omkring de to stoppere, og ud under backs, skabte en del ravage. Miranda tager sågar turen fra egen venstre centerback ud til højre sidelinje, som efterlader rod i egen organisation.
Større aggressivitet, lyst, hurtige fødder, pasningsspil og sideskift sætter dagsordenen for anden halvleg. Der var noget appel bag det man foretog sig, og nok havde Spalletti bedt sit mandskab om at lure på de omstillinger der ville komme. At egen bagkæde skulle stå i eget felt, har næppe været en del af planen.
Montella fylder endda yderlig offensiv på da han smider Locatelli på banen fremfor Romagnoli, og placerer Jack ude på wingbacken. Jeg tror Jack bare hørte første stavelse ”wing”, fordi backtracking gjorde han absolut intet af, men stod nærmest på linje med de forreste. Modigt vil nogen kalde Montellas udspil. Naivt af andre. Take you pick.
Tilbage står der bare igen den sønderlemmende konklusion og fakta, som i lighed med Roma-kampen, er manglende kynisme i begge felter blev vores nederlag.
Omstillingsspillet, primært defensivt, skal dog være Montellas første prioritet, fordi det er den del som fælder os pt. - der skal være større disciplin i tilbageløbet, eller genpresset skal slibes yderligere til.