Ift. Mirabelli er jeg nu ikke nået derhen, hvori vi snakker om en decideret afskedigelse af manden. Det synes jeg er at gå for langt, og er alt for tidligt. I hvert fald på nuværende tidspunkt. En måde at tackle det giftige miljø mellem Raiola og Mirabelli på, er at Fassone tager de kontroverser, hvilket det iflg. medierne faktisk er realiteterne i dag, fordi de to tykke ikke kan sætte sig ved et bord sammen, og ikke pga. pladsmangel.
Den arbejdsopdeling skal de dog også føre ud i livet, rent offentligt, når medierne faktisk fås nys om den spegede sag, som sandsynligvis er lækket fra Raiola-lejren nok en gang. Mirabelli kan alligevel ikke udtale sig på et 100% grundlag, idet han ikke har den direkte kontakt med Raiola. Så må han på bedst mulige evne forsøge at glide af på de hungrende journalister, som håber på saftige udbrud fra hans side af på spørgsmål vedrørende Raiola.
Mirabelli kunne i øvrigt lære en smule af den måde Fassone håndterede sommerens wrestle med, hvor hans overdrevne ros af Raiola, fuldstændig afmonterede ham, så han ikke vidste hvilket ben han skulle stå på. Mirabellis bulderbasse stil passer på den anden side Raiola meget bedre, fordi det så bliver en ordkrig, et brawl, noget som passer hans bryske frembrusende stil meget bedre. Det nytter ganske enkelt ikke noget at tage den aggressive tone på, fordi det er lige præcis det Raiola ønsker.
Når man sådan læser historierne i de italienske medier, tegner der sig også et billede af at Mino Raiola blev sendt ud på sidelinjen, af Gigios familie (faderen Alfredo) i sommers, fordi Raiola arbejdede imod Gigios interesser, som var at blive i Milan. Det er mig yderst påfaldende at Mino først bliver bekendt med de manglende klausuler i kontrakten, da en interesseret klub for en måned siden(glemt om det var PSG eller Juve, mener dog Juve) kontakter ham med henblik på en erhvervelse af Gigio. Og det er efter den opdagelse at Raiola nu har mødtes med Fassone af flere omgange. Jeg synes det indikerer meget godt hvor fjernt Raiola faktisk var de sidste afgørende forhandlinger i sommers.
De senere dage peger også ret kraftigt imod at Gigio har været fuldstændig bevidst om at der ikke var nogle klausuler i kontrakten, og kontrakten deraf er underskrevet med fuldstændig åbne øjne i selskab med farmand Alfredo, hvorfor Raiolas agent kan stikke sine trusler et sted hen. Lønnen blev i øvrigt hævet en del, mod at disse klausuler ikke figurerede i kontrakten.
Gigio har via sin Instagram også frasagt sig at det er ham selv, som skulle have kontakten Milan med dette brev omkring psykisk pres. Derfor spørger man sig så selv, hvem der kan have interesse i at skabe en kløft mellem Milan og Gigio? Svar = en købende klub og deraf naturligvis Raiola, som søger den enorme kommission som han ved der findes ved et salg af Gigio.
Metropolis, avisen fra de kanter hvorfra Donnarummas familie stammer fra, og hvis jeg ikke husker skævt, arbejdspladsen for Lois Lane og Clark Kent, melder også om et særdeles ophedet skænderi mellem farmand Donnarumma, Alfredo, og Enzo Raiola, fætteren til Mino. Enzo Raiola har faktisk en ret central rolle i det, fordi ikke nok med arbejder han for Mino, men er samtidig Gigios primære kontakt og ret nær ven. Og for at blive i superhelt terminologien, kunne Enzo Raiola godt vise sig at være en slags Harvey TwoFace i denne missære – det er i hvert fald det som farmand Alfredo beskylder Enzo for at være pga. den breaking historie som fremkom i avisen sidste dag, og som iflg. Alfredo igen modarbejder Gigios egentlig interesse. Alfredo er desuden også en smule skuffet og utilfreds med Mirabelli, idet Antonio Donnarumma er røget ned som nummer 3 i køen efter Storari, hvilket ikke skulle have været aftalen.
Problemet for Gigio, synes nu at være at han står ved en skillevæg. Klimaet mellem Milan og Raiola, er så tilpas dårligt at jeg ikke ser nogen anden udvej for Gigio, end at han må vælge. Jeg kan ikke se nuværende opsætning fortsætte. Jeg tror ikke der kommer ro på omkring ham eller hans situation, førend han tager en definitiv beslutning. Og det er i sig selv det virkelige tragiske, at en ung knægt på 18år havner i en situation, hvor flere vigtige partere river rundt i ham pga. egne økonomiske interesser over hans fantastiske talent.
Det er næsten det som jeg væmmes mest ved denne saga fordi det udstiller dagens fodbold. Den typiske irrationelle opførsel blandt de mere ”passionerede” fangrupperinger, kunne jeg også godt være foruden, når man smider store bannere op uden at have fået ilt til hjernen.
Leonardo Bonucci får dog et stort plus i min bog for hans håndtering af situationen, ifbm. matchday i Coppa’en mod Verona. Class act. Rino ligeså.