Der er næppe nogen der vil låne Li en skål sukker, så det giver nok sig selv at vi får nye ejere inden oktober. Spørgsmålet er naturligvis bare hvem.
Der meldes om et konsortium af arabere som det mest seriøse bud. Disse er identiske med det konsortium der bød på klubben (eller dele af den) i december, men fik afslag fra Li.
Man kan jo egentlig godt forstå at Li har sagt nej, hvis budet har været væsentlig under det kan selv gav (hvilket må formodes).
Jeg læste at Li selv kun har bragt €100m til bordet ud af de samlet set €740 han gav for klubben. Jeg skal indrømme at jeg ikke helt er med på hvordan sommerens indkøb er finansieret. Dog mener jeg at Li skulle have garanteret for disse.
Man kan, helt åbenlyst, konkludere at Li er den helt store taber i dette spil, mens Berlusconi formentlig stadig sidder og gnækker.
Men, som jeg ser det, har det også været godt for Milan på sin vis.
En del af aftalen, var at Li clearede gælden og med et udestående på ca. €350m til Elliott, er vi nok lige pludselig et relativt attraktivt købsobjekt.
Berlusconis ublu krav ift klubbens værdisættelse og ikke mindst bundne krav til investeringer efter hans afsked, har helt sikkert skræmt en række seriøse købere væk.
Elliott vil aldrig komme med den slags krav, idet de blot skal gøre en god handel.
Jeg ser med spænding frem til hvad der sker i de kommende uger og måneder.