Mere og mere tyder på, at Rangnick kommer til klubben.
Dels har han selv udtalt, at der er forhandlinger og flere både italienske og tyske medier melder det samme. Bl.a. skulle han studere italiensk intensivt og hans status på WhatsApp var også skrevet på italiensk - måske en lille teaser (?)
Spørgsmålet er dog hvilken kapacitet han får. Det oplagte er naturligvis, at han kommer til i en managerrolle. Altså med træneransvar og en meget væsentlig position ift de sportslige beslutninger.
Det var også hans egne ord - det er ikke et spørgsmål om budget, men han kræver en væsentlig autonomi og bestemmelse.
Nogle medier har dog også gættet på, at han kommer til i en rolle a la Boban - dog med lidt udvidede beføjelser.
Uanfægtet hvad den præcise konstellation bliver, anser jeg det som positivt hvis han kommer til (hvilket jeg vist også har givet udtryk for før).
Singers revolution og genopbygning er ikke for alvor kommet i gang. Man har taget nogle fornuftige valg og ikke mindst har både Boban og Maldini gjort et flot stykke arbejde med at sænke lønposten markant og samtidig styrke truppen. Ikke mindst fra et kommercielt synspunkt.
Men der har også været malurt i bægret. Der synes fx ikke at have været fuld konsensus mellem den sportlige ledelse og dem helt i toppen af hierakiet. Værst var det naturligvis med Leonardo, der decideret modarbejdede Gattuso men der har også været klart, at Gazidis og navnlig Boban ikke var enige.
Skal vi starte en rejse tilbage mod tidligere tiders storhed, kræver det helt klart én strategi og filosofi som alle følger.
I det perspektiv ser jeg Rangnick som noget nær det perfekte valg. Ikke mindst fordi han klart har krævet præmisserne for dette på forhånd. Det er "my way or the highway".
Det er klart at Rangnick kommer med et koncept omkring talentudvikling - det kan man synes om eller lade vær. Jeg spår dog, at dette bliver virkeligheden for mange klubber (også blandt de største). Se bare på Juventus og hvordan deres lønninger er løbet løbsk.
Jeg er dog sikker på at Rangnick med glæde arbejder med etablerede og rutinerede spillere - så længe de passer ind i hans koncept.
Nøglen til min optimisme er, at Rangnick 1:1 flugter med den filosofi der hele tiden har været Elliotts. Jeg mener man kan have en forventning om, at klubben vil være langt mere homogen, hvis/når han kommer til.
Kommer han til forventer jeg følgende; ro på ledelsesgangene, et klart og veldefineret spilkoncept som alle kan forstå og spejle sig i og ikke mindst effektiv talentudvikling.
Revolutioner sker sjældent over natten - og denne her kommer også til at tage tid. Men det faktum, at Rangnick er valgt af den øverste ledelse, giver ham ganske givet noget arbejdsro.
Ser man på klubber som Atalanta og Lazio, har de netop været i en fast opadgående formkurve baseret på en klar strategi som man ikke afviger.
Det samme kan siges om Inter under Conte - omend jeg ikke tror på ham i det lange løb.
Og så må forbilledet jo absolut være Liverpool. Der er på mange måder lighedstegn mellem de to klubber og både Gazidis og Singer jr. har da også udtalt, at netop de er pejlemærket.
Men men men - nu skal vi selvfølgelig først lige se hvad der sker med resten af sæsonen. Mit bud er, at den bliver færdigspillet.