Klubben har netop bekræftet historiens største underskud på €195m. Ikke desto mindre er der faktisk stor tilfredshed med resultatet.
Det er selvfølgelig også vigtigt, at notere sig, at der ikke er tale om et driftresultat. Der er i de €195m indeholdt både clearing af gæld, investeringer i "infrastruktur" og fremrykning af udgifter.
Dertil kommer selvfølgelig en ekstraordinær situation omkring indtægter i en corona-tid, hvor alle klubber er ramt på pengepungen. Og så er der ikke mindst den manglende europæiske deltagelse sidste sæson.
Fra den positive vinkel, har man formået at forbedre kvaliteten (endda markant) i truppen, samtidig med at den samlede lønsum er skåret med næste en tredjedel (32%).
Og så er det ikke mindst en trup med et markant højere gensalgspotentiale, som selvfølgelig er helt centralt ift en bæredygtig økonomi.
Gazidis var samtidig ude og pinpointe fire punkter der er essentielle for strategien (frit oversat):
- low-cost rekruttering
- stadionudvikling
- modernisering og digitalisering
- form det nye "fodbold landskab"
Hvad angår førstnævnte, synes jeg vi er virkeligt godt på vej. Selvfølgelig kan Tonali ryge op i en væsentlig sum, men det er næppe noget ift det potentiale han har.
Spillere som Hauge, Saelemaekers, Bennacer og Theo er hentet for relativt beskedne beløb, ligesom Brahim forhåbentlig kan hentes ind til rimelige penge også.
Stadionudviklingen er i fuld gang og senest har Sala udtalt, at man ikke kan stå i vejen for de to klubbers udvikling med sentimentale argumenter. Piben har fået en noget anden lyd end for blot et år siden.
Jeg skal ikke gøre mig klog på andre klubbers indsats på digitaliseringsområdet, men jeg har fulgt lidt med i vores aktiviteter henover sommeren.
Her synes jeg vi har gang i noget virkelig spændende, hvor samarbejdet med Rock Nation ligner en meget innovativ og interessant vej at gå.
Man synes stadig, at have stor fokus på Asien, hvor vi også for nylig har signet med en ny "entertainment" partner.
Hvad der sidste punkt angår, er det naturligvis en noget mere fluffy størrelse. Og hvad betyder det egentlig? Som jeg ser det, er det i virkeligheden de tre foregående punkter der summeres op her - men altså, det kan være man bliver klogere på det på et tidspunkt.