Nu kan det godt være, at jeg bliver en anelse for konspiratorisk i min tankegang. Og det er muligt at min tanke ikke er plausibel, men vi kommer her omkring en mand der har siddet i Milan siden 1986 og har vist sig at benytte samtlige kneb, han kan komme i tanke om, for at bevare sin position i klubben. De seneste uger, har Galliani på ingen måde været ude i medierne og agere støttepæl for Clarence Seedorf, som han burde ifbm. sit hverv, ergo er det rimelig let at konkludere eller i hvert fald formode at Galliani er kommet på koalisionkurs med Seedorf. Ingen anden sportslig ansvarlig ville være så passiv, bortset fra Brian Steen Nielsen, uden at det måtte tolkes til andet end dårligt forhold mellem de to parter.
Det som undrer mig meget omkring disse historier med dårlig kemi mellem Clarence og nogle af spillerne er at Clarence altid har fremstået som en meget vellidt og respekteret personlighed. Naturligvis er der forskel fra at være spiller til træner, men ikke desto mindre har der også været historier om hvor meget tid Clarence bruger på at snakke med alle spillere omkring deres roller på holdet, og det passer meget godt til den Clarence vi alle sammen kender. Det som slog mig i øjnene, efter at have reflekteret en smule over det, var de navne som blev nævnt ifbm. transferforespørgsler. Abbiati, Montolivo, De Sciglio. Altså vores rutineret og mangeårige medlem af Milan. Anføreren. Og vores største talent. Immervæk nogle spillere, med pondus bag. Det virker belejligt for Galliani at lige disse tre spillere beder om en transfer. Alt for belejligt i mine øjne. Og det er her, jeg så går farsopolisk, fordi den besynderlige dagsorden i de italienske aviser undrer, og det til trods for at jeg har fulgt italiensk fodbold i mange år.
Galliani brugte medierne til at bevare sin position sidste efterår i Milan, og et eller andet sted tror jeg han har en eller anden finger med i spillet omkring den offensive negativitet omkring Clarence Seedorf. Galliani virker som en glubsk ulv, der sidder i fåreklæder og bare venter på at Clarence begår fejl for derefter at lægge ham under massivt pres. De mange år i direktørstolen hos Milan, har helt sikkert giver ham sensationshungrende journalister i sit netværk, som han ikke tøver med at benytte skulle det blive belejligt. Noget den ene vej, og noget den anden vej.
Jeg synes kritikken omkring nederlagene til Napoli, Juventus og to gange Atlético Madrid var overdreven. Vi spillede bedst mod Juventus, som dog bare vinder og vinder. Alle kan tabe mod Napoli på San Paolo, samtidig med at Atlético Madrid nu står i semifinalen i CL og desuden fører La Liga ganske overraskende. Medierne var frådende i den tid. Mere end vanligt!
Det mærkværdige er at nu vinder vi kampe. Er ubesejret i seks kampe i streg med fem sejre, og stadigvæk er kritikken massiv. Hvorfor? Selvfølgelig er alt spil ikke kønt, men ikke desto mindre ser man mere og mere præget fra Seedorf på den måde han gerne vil spille fodbold på. Og Rosso, du skal ikke tage det bogstaveligt når Seedorf siger han vil angribe med 6-7 spillere. Det samme gør jeg i fritiden, og der er naturligvis en grad af sandhed i det men også klart nuancer. Det handler om ordet MM elsker: Balance! Men jeg synes Galliani tavshed er larmende og meget sigende for hans positionering. I hvert fald for mig. Det er muligt det er for konspiratorisk, men Galliani har ganske givet mange kontakter efter 28år i italiensk fodbold, som en af de mest fremtrædende personligheder. Rapporteringen om Silvio Berlusconis utilfredshed virkede simpelthen også for svag og for letkøbt.
Seedorfs pointgennemsnit ligger på 1,93 pts. pr. kamp. Han er kun overgået af de rekordsættende Antonio Conte og Rudi Garcia, og ligger marginalt efter Rafael Benítez. Med Milans materiale taget i mente, synes jeg faktisk det er et ret godt snit af hollænderen. Skal det afkræve en fyring? Næppe. Allegris lå på 1,15pts pr. kamp, så man må da trods alt sige at fyringen har afstedkommet en vis ændring.
Det underlige er jo også, at hvis spillerne var sure på Seedorf, ville det afstedkomme sløje præstationer. Jeg synes derimod at spillerne virker mere dedikerede og disciplinerede længe set. Det virker løjerligt at det skulle være resultatet af den påståede utilfredshed. Jeg tror at Seedorf er blevet genstand for den indavlede ledelse og mæsket ind i kampen om magten mellem Galliani og Lady B.
Jeg gentager mig selv: Milan kommer ingen vegne, så længe der ligger en ansvarsfordeling mellem to personer, som ganske enkelt ikke kan udstå hinanden og bruger alle kneb for at sætte den anden i forlegenhed.
Det som undrer mig meget omkring disse historier med dårlig kemi mellem Clarence og nogle af spillerne er at Clarence altid har fremstået som en meget vellidt og respekteret personlighed. Naturligvis er der forskel fra at være spiller til træner, men ikke desto mindre har der også været historier om hvor meget tid Clarence bruger på at snakke med alle spillere omkring deres roller på holdet, og det passer meget godt til den Clarence vi alle sammen kender. Det som slog mig i øjnene, efter at have reflekteret en smule over det, var de navne som blev nævnt ifbm. transferforespørgsler. Abbiati, Montolivo, De Sciglio. Altså vores rutineret og mangeårige medlem af Milan. Anføreren. Og vores største talent. Immervæk nogle spillere, med pondus bag. Det virker belejligt for Galliani at lige disse tre spillere beder om en transfer. Alt for belejligt i mine øjne. Og det er her, jeg så går farsopolisk, fordi den besynderlige dagsorden i de italienske aviser undrer, og det til trods for at jeg har fulgt italiensk fodbold i mange år.
Galliani brugte medierne til at bevare sin position sidste efterår i Milan, og et eller andet sted tror jeg han har en eller anden finger med i spillet omkring den offensive negativitet omkring Clarence Seedorf. Galliani virker som en glubsk ulv, der sidder i fåreklæder og bare venter på at Clarence begår fejl for derefter at lægge ham under massivt pres. De mange år i direktørstolen hos Milan, har helt sikkert giver ham sensationshungrende journalister i sit netværk, som han ikke tøver med at benytte skulle det blive belejligt. Noget den ene vej, og noget den anden vej.
Jeg synes kritikken omkring nederlagene til Napoli, Juventus og to gange Atlético Madrid var overdreven. Vi spillede bedst mod Juventus, som dog bare vinder og vinder. Alle kan tabe mod Napoli på San Paolo, samtidig med at Atlético Madrid nu står i semifinalen i CL og desuden fører La Liga ganske overraskende. Medierne var frådende i den tid. Mere end vanligt!
Det mærkværdige er at nu vinder vi kampe. Er ubesejret i seks kampe i streg med fem sejre, og stadigvæk er kritikken massiv. Hvorfor? Selvfølgelig er alt spil ikke kønt, men ikke desto mindre ser man mere og mere præget fra Seedorf på den måde han gerne vil spille fodbold på. Og Rosso, du skal ikke tage det bogstaveligt når Seedorf siger han vil angribe med 6-7 spillere. Det samme gør jeg i fritiden, og der er naturligvis en grad af sandhed i det men også klart nuancer. Det handler om ordet MM elsker: Balance! Men jeg synes Galliani tavshed er larmende og meget sigende for hans positionering. I hvert fald for mig. Det er muligt det er for konspiratorisk, men Galliani har ganske givet mange kontakter efter 28år i italiensk fodbold, som en af de mest fremtrædende personligheder. Rapporteringen om Silvio Berlusconis utilfredshed virkede simpelthen også for svag og for letkøbt.
Seedorfs pointgennemsnit ligger på 1,93 pts. pr. kamp. Han er kun overgået af de rekordsættende Antonio Conte og Rudi Garcia, og ligger marginalt efter Rafael Benítez. Med Milans materiale taget i mente, synes jeg faktisk det er et ret godt snit af hollænderen. Skal det afkræve en fyring? Næppe. Allegris lå på 1,15pts pr. kamp, så man må da trods alt sige at fyringen har afstedkommet en vis ændring.
Det underlige er jo også, at hvis spillerne var sure på Seedorf, ville det afstedkomme sløje præstationer. Jeg synes derimod at spillerne virker mere dedikerede og disciplinerede længe set. Det virker løjerligt at det skulle være resultatet af den påståede utilfredshed. Jeg tror at Seedorf er blevet genstand for den indavlede ledelse og mæsket ind i kampen om magten mellem Galliani og Lady B.
Jeg gentager mig selv: Milan kommer ingen vegne, så længe der ligger en ansvarsfordeling mellem to personer, som ganske enkelt ikke kan udstå hinanden og bruger alle kneb for at sætte den anden i forlegenhed.