Donnarumma havde et lønkrav der på ingen måde harmonerer med Milans økonomi. I Hakans tilfælde, har man vurderet, at han ikke var sit lønkrav værd.
Og tilbage står det faktum, at Milan har ladet måtte to af sine største profiler smutte til nul kroner pga. for høje lønkrav, som Elliott har nægtet at imødegå.
Hvis Kessie og Romagnoli gør det samme, har man mistet fire (nok i virkeligheden tre) af de største profiler til nul kroner indenfor to somre.
Det er uhørt og helt uden sammenligning i europæisk topfodbold, og selvom du sagtens kan finde fine ræsonnementer til hvorfor det er sådan, så er dét immervæk det dine medfans diskuterer og skæver bekymret til.
At påstå at det ´blot´ er udtryk for et ændret transfermarked, og ikke en særegen problemstilling i Milan, er jo grænsende til det blåøjede.