Det er som sagt tidligere fint nok at klubben har nedbragt lønomkostningerne med 24%, men det ændrer bare ikke på at indtægterne i samme periode er faldet endnu mere, hvilket betyder, at Milans løn til omsætningsratio er steget med +10% på trods af nævnte lønbesparelser.
Jeg er umiddelbart ikke helt sikker på om der findes en pointe her i relation til emnet (?)
I så fald må du gerne lige præcisere.
At Milans omsætning i perioden er faldet, er næppe overraskende, da det er jo er midt i en corona-pandemi. Det er en trend hos alle klubber.
At Milan kommer fra et sted, hvor man er milevidt bag hold som Juventus, Inter m.fl. er heller ikke nogen hemmelighed - ej heller noget jeg har set diskuteret her.
At øge et generelt omsætningsniveau er selvsagt heller ikke noget man gør over natten - jeg vil dog påstå, at Gazidis og Stylsvig gør et ekseptionelt godt stykke arbejde og der er tilføjet omkring 25 nye sponsorer over de seneste tre år.
Dermed ikke sagt, at det ser rosenrødt ud, men udviklingen er helt klart positiv.
Men når ledelsen har formået, at (ned)justere lønniveauet med ca. 35% og samtidig vise klar sportslig fremgang, mener jeg det er ret svært, at være kritiske.
Man bliver nødt til at kigge lidt mere bredt på det, end bare at se isoleret på lønbesparelser fra år til år.
Det kommer vel an på hvad man diskuterer, omend jeg ikke tror der er nogen der, isoleret set, er uenige i det udsagn (det synes du har en diskussion med dig selv her).
Bundlinjen er ret simpel - Milan bliver nødt til at vælge mellem to modeller ift forlængelse af nøglespillere (som jo er det vi diskuterer, hvis du skulle have misset det).
Enten kan man få det bedste ud af sine bedste spillere så længe som muligt og tilbyde dem en forlængelse indenfor de økonomiske rammer. Deri er indbygget en risiko for, at man ikke kan komme til enighed og spilleren forlader klubben uden at generere en transferindtægt.
Alternativt kan man, som @oc foreslår, sælge spillerne tidligere, for at generere en indtægt. Dermed "amputerer" man så sine sportslige ambitioner, men polstrer klubkassen i højere grad.
Og så er der naturligvis virkeligheden, hvor intet er så sort/hvidt som ovenstående.
Og nå ja, så er der naturligvis option nr. tre, som er at man ser stort på den økonomiske virkelighed og satser alt på et mesterskab. Som fx det der ledte til salget af Zlatan og Thiago Silva i 2012.
Og hermed er jeg sådan set enig i de fleste af dine præmisser, hvilket fuldt ud understøtter, at det ikke bare kan lade sig gøre, at "give dem hvad de vil have". Selvfølgelig med mindre man vil finde sig selv i en situation som i ´12 eller som Inter er i nu.
Mit bud er, at de færreste er med på den præmis.