Et par (måske) interessante betragtninger fra gårsdagens kamp.
Som jeg ser det, havde vi sidste år relativt store problemer mod hold som netop Venezia.
Hold der stod relativt dybt, hvor vi skulle skabe chancer.
Og vi havde navnlig problemer, når vi ikke havde Zlatan, at slå høje bolde op på.
Men i går stod vi igen i sådan en situation og løste den.
Her formåede vi dels at flytte spillet hurtigt fra side til side og ikke mindst at bryde kæderne.
Sidstnævnte illustreret ved 18 succesfulde driblinger. Leao stod for syv af dem (wow for en præstation i øvrigt), mens Saele havde fire (på 31 minutter!!) og Bennacer tre (lidt betragtninger om det senere).
Her ser man også en væsentlig forskel på Brahim og Hakan, hvor førstnævnte er ekstremt dygtig til at arbejde i små rum og drible forbi sin modstander.
Tyrkeren var omvendt virkelig god i spillet uden bold, hvor han lukrerede på den plads Zlatan skabte - og heri nok også en forklaring på forskellen i performance med og uden Zlatan på banen.
Jeg anser det som ganske indlysende, at Pioli har ændret sit koncept op til denne sæson, så offensiven i højere grad beror på at udfordre rummet foran modstandernes felt.
Det passer navnlig Leao og Brahim godt, men Saelemaekers viste virkelig også hvad han kan tilbyde.
Og det stiller også spørgsmål ved hvilken type angriber vi har brug for.
Jeg kommer med et lidt bold statement og påstår, at Rebic får flest minutter på 9eren i denne sæson, mens Giroud bliver en spiller der bliver smidt ind, når vi har behov for at slå bolde i feltet.
Og hvad med midtbanen?
Som Tonali og Bennacer styrede den i går, mener jeg ikke, at et tab af Kessíe vil være kæmpestort (det økonomiske er en anden snak).
Det er klart, at man kan have behov for lidt mere fysik (størrelse) til tider (som fx i kampen mod Lazio, hvor Kessíe mandsopdækkede SMS), men her har vi fortsat Bakayoko.
Men både Bennacer og Tonali er dygtige defensive spillere der bidrager med masser af tacklinger og interceptions.
Og så Pioli udtalte i går, så starter forsvaret hos de fire forreste. Deres presspil skal første og fremmest tvinge modstanderne til at slå lange bolde, som de centrale forsvarere skal tage sig af.
On that note - mamma mia for en presspiller Brahim er.
Konklusionen herfra er, at vi har fået flere strenge at spille på - og det er i den grad glædeligt.
Det kan naturligvis samtidig være svært at vide, om Pioli har ændret koncept af nød eller af tvang.
For mig ligner det dog et meget bevidst valg - ikke mindst når man ser på de spillere der er hentet ind.