Det giver vel umiddelbart ikke så meget mening, at sammenligne Milan og Inter her, da der er væsentlige forskelle og de respektive ledelser har valgt forskellige strategier.
En væsentlig forskel er også, at de to ejere står i væsentlig forskellige situationer. Elliott svømmer i penge, ikke mindst efter en periode hvor de finansielle systemer har forgyldt "institutioner" som dem.
Omvendt står Suning med en række problemer, som nok kan være "lidt" svære at gennemskue omfanget af - ikke mindst fordi Kina er lukket land på mange måder.
Milan (Elliott) har valgt en strategi, hvor man satser på at nedbringe omkostningerne til at være meget bedre afstemt indtægter. I den forbindelse skal det siges, at Inter er langt foran Milan på indtægtssiden, omend Milan bevæger sig i den rigtige retning.
Suning har omvendt valgt en strategi, hvor man fortsat skaber meget store underskud, som finansieres via lån. Senest har man omstruktureret en gæld på €415m til en rente på 6,75%, hvilket betyder årlige renteomkostninger på €28m. Og den gæld skal selvfølgelig også betales tilbage på et tidspunkt.
Her kan et problem også være, at Suning reelt ikke har råd til at sælge Inter, fordi værdien af købsprisen plus den stiftede gæld, vil overstige det man kan sælge for.
Milan har mere end halvveret deres underskud fra 19/20 til 20/21, mens det er gået den modsatte vej for Inter, der har præsenteret et underskud for 20/21 på €246m. Det er en forøgelse på 143% ift året før (€102m) og det største underskud i Serie As historie.
Så vidt vides, har Inter også den største gæld af alle klubber i Serie A.
For en god ordens skyld, skal ovenstående ikke læses som at det Milan gør er godt og det Inter gør er det modsatte.
Gæld er bestemt ikke nødvendigvis dårligt. Fx finansierer rigtig mange virksomheder vækst med lån.
I Inters tilfælde tænker jeg dog der kan være en vis grund til panderynker, når man ser på behovet for en trimning af økonomien denne sommer og den fortsat øgede gæld.
Spørgsmålet må være - hvad skal gøre, at Inter ikke må ud i samme scenarie igen til sommer?
Som jeg forstår det, falder Inters indtægter faktisk på sponsorsiden (ret mig hvis jeg tager fejl).
Omvendt har de nu spillet sig videre i CL, hvilket klart giver mulig for en øget indtægt. Samtidig giver de genåbnede stadions selvfølgelig også et økonomisk rygstød.
Omvendt så er det evident, at Milan har en udfordring ift forlængelse med spillere der kommer op i stjernestatus.
Reelt er man fanget i en catch 22, da man ikke kan/vil øge lønbudgettet markant, men det betyder så omvendt, at man misser væsentlige potentielle transferindtægter (og selvfølgelig også mister nogle af sine bedste spillere).
Det siger sig selv, at det ikke er en bæredygtig strategi på sigt, hvis man vil tage et skridt op af rangstigen og spille med der hvor det er rigtig sjovt.
Hvor strategierne hos de to klubber ender, er svært at spå om.
Hvis Milan, som ventet, snart præsenterer forlængelser med Theo, Bennacer, Leao og Gabbia, har man stoppet hullet ift frie transfers - i hvert fald for en tid.
Øvelsen ligger så I at erstatte Kessíe og Romagnoli. Her hjælper de italienske skatteregler i væsentlig grad - i hvert fald hvis man følger ønskescenariet og erstatter dem med Sanchez og Botman.
Kessíe og Romagnoli belaster pt regnskabet med €17m brutto om året. Set over fem år, vil det dermed være en omkostning på €85m.
Jeg kan selvfølgelig ikke sige hvad Sanchez og Botman skal have i løn, men hvis vi indsætter en præmis om en nettoløn på €3,5m til hver, vil lønomkostningen over fem år være €43,75m. Hvis vi så lægger en transfersum på €60m oveni, vil det give en meromkostning på €18,75m.
Og her har vi benyttet nuværende lønninger. Fx kræver Kessíe sin løn mere end tredoblet, hvilket egentlig gør det til en no brainer, at lade ham gå (under de nuværende omstændigheder).
Omvendt vil sommeren nok også give nogle svar på Inters økonomiske situation.
Skal man ud og sælge er problemet, at det tynder ud i salgsobjekterne.
Det er klart, at Lautaro, Bastoni og Barella vil kunne indbringe væsentlige summer. Men næppe i størrelsesorden Lukaku og Hakimi. Og så er det selvfølgelig også spillere der skal erstattes, hvis man fortsat vil være med i toppen.
En væsentlig forskel er også, at de to ejere står i væsentlig forskellige situationer. Elliott svømmer i penge, ikke mindst efter en periode hvor de finansielle systemer har forgyldt "institutioner" som dem.
Omvendt står Suning med en række problemer, som nok kan være "lidt" svære at gennemskue omfanget af - ikke mindst fordi Kina er lukket land på mange måder.
Milan (Elliott) har valgt en strategi, hvor man satser på at nedbringe omkostningerne til at være meget bedre afstemt indtægter. I den forbindelse skal det siges, at Inter er langt foran Milan på indtægtssiden, omend Milan bevæger sig i den rigtige retning.
Suning har omvendt valgt en strategi, hvor man fortsat skaber meget store underskud, som finansieres via lån. Senest har man omstruktureret en gæld på €415m til en rente på 6,75%, hvilket betyder årlige renteomkostninger på €28m. Og den gæld skal selvfølgelig også betales tilbage på et tidspunkt.
Her kan et problem også være, at Suning reelt ikke har råd til at sælge Inter, fordi værdien af købsprisen plus den stiftede gæld, vil overstige det man kan sælge for.
Milan har mere end halvveret deres underskud fra 19/20 til 20/21, mens det er gået den modsatte vej for Inter, der har præsenteret et underskud for 20/21 på €246m. Det er en forøgelse på 143% ift året før (€102m) og det største underskud i Serie As historie.
Så vidt vides, har Inter også den største gæld af alle klubber i Serie A.
For en god ordens skyld, skal ovenstående ikke læses som at det Milan gør er godt og det Inter gør er det modsatte.
Gæld er bestemt ikke nødvendigvis dårligt. Fx finansierer rigtig mange virksomheder vækst med lån.
I Inters tilfælde tænker jeg dog der kan være en vis grund til panderynker, når man ser på behovet for en trimning af økonomien denne sommer og den fortsat øgede gæld.
Spørgsmålet må være - hvad skal gøre, at Inter ikke må ud i samme scenarie igen til sommer?
Som jeg forstår det, falder Inters indtægter faktisk på sponsorsiden (ret mig hvis jeg tager fejl).
Omvendt har de nu spillet sig videre i CL, hvilket klart giver mulig for en øget indtægt. Samtidig giver de genåbnede stadions selvfølgelig også et økonomisk rygstød.
Omvendt så er det evident, at Milan har en udfordring ift forlængelse med spillere der kommer op i stjernestatus.
Reelt er man fanget i en catch 22, da man ikke kan/vil øge lønbudgettet markant, men det betyder så omvendt, at man misser væsentlige potentielle transferindtægter (og selvfølgelig også mister nogle af sine bedste spillere).
Det siger sig selv, at det ikke er en bæredygtig strategi på sigt, hvis man vil tage et skridt op af rangstigen og spille med der hvor det er rigtig sjovt.
Hvor strategierne hos de to klubber ender, er svært at spå om.
Hvis Milan, som ventet, snart præsenterer forlængelser med Theo, Bennacer, Leao og Gabbia, har man stoppet hullet ift frie transfers - i hvert fald for en tid.
Øvelsen ligger så I at erstatte Kessíe og Romagnoli. Her hjælper de italienske skatteregler i væsentlig grad - i hvert fald hvis man følger ønskescenariet og erstatter dem med Sanchez og Botman.
Kessíe og Romagnoli belaster pt regnskabet med €17m brutto om året. Set over fem år, vil det dermed være en omkostning på €85m.
Jeg kan selvfølgelig ikke sige hvad Sanchez og Botman skal have i løn, men hvis vi indsætter en præmis om en nettoløn på €3,5m til hver, vil lønomkostningen over fem år være €43,75m. Hvis vi så lægger en transfersum på €60m oveni, vil det give en meromkostning på €18,75m.
Og her har vi benyttet nuværende lønninger. Fx kræver Kessíe sin løn mere end tredoblet, hvilket egentlig gør det til en no brainer, at lade ham gå (under de nuværende omstændigheder).
Omvendt vil sommeren nok også give nogle svar på Inters økonomiske situation.
Skal man ud og sælge er problemet, at det tynder ud i salgsobjekterne.
Det er klart, at Lautaro, Bastoni og Barella vil kunne indbringe væsentlige summer. Men næppe i størrelsesorden Lukaku og Hakimi. Og så er det selvfølgelig også spillere der skal erstattes, hvis man fortsat vil være med i toppen.