Fint at få lukket aftalerne med Massara og selvfølgelig først og fremmest Maldini. Det skaber noget ro og kontinuitet, hvilket jeg mener er en væsentlig nøgle til vores success over de seneste sæsoner.
Det bliver selvfølgelig spændende at høre, hvad der har gjort, at vi skulle så tæt på kontraktudløb, før en aftale kom på plads.
Personligt håber jeg ikke klubben har bøjet sig for langt bagover, for at akkommodere Maldini. Jeg ser selvsagt Maldini som en vigtig brik, men jeg ser strategien som værende vigtigere.
Nu er al fokus selvsagt rettet mod transfermarkedet.
Som jeg ser det, skal følgende positioner addresseres:
CB: vi skal bruge en ny CB i en eller anden skikkelse. Spørgsmålet er selvsagt, hvilken profil man går efter. Nu er Botman røget til Newcastle og Bremer tror jeg ikke er et emne.
Det ligner da også, at man har indstillet sigtekornet på en anden type (udviklingsspiller). De navner der florer mest hyppigt er Theate, Thiaw od Diallo. Jeg er ikke helt så afvisende overfor Diallo som andre her i tråden, men Theate vil være mit foretrukne valg.
I alle tilfælde ligner det, at vi er gået væk fra ideen om en klar starter. Det er godt nyt for Kalulu, som har fortjent en rolle som starter.
CM: det er egentlig mere rigtigt at sige, at CM er en position vi måske skal addressere. Det kommer lidt an på hvordan Pioli vil orkestrere offensiven.
Jeg ser umiddelbart to scenarier for mig.
1) En stor 9er der falder ned i banen og agerer link-up spiller. Altså en 9er der skal have samme rolle som Zlatan har haft.
Det har effekt på vores valg af 10er, da dennes primære rolle bliver at løbe i de rum 9eren skaber bag modstandernes forsvar.
2) 10eren bliver den primære link-up spiller - potentielt modelleret efter Fellaini eller Havertz, hvor førstnævnte nærmest var en nyopfindelse i den rolle i Everton-tiden. Dermed får 9eren også en anden rolle, hvor han primært skal fokusere på at tage intelligente løb i de rigtige positioner - og omend det lyder banalt, score på sine chancer.
Iht ovenestående, skaber de to situationer forskellige behov for spillere på de enkelte pladser.
I scenarie 1 vil en spiller som Brahim fungere fint på 10eren. Problemet med scenarie 1 er umiddelbart, at Giroud ikke udfylder 9erens rolle særlig godt. Og det påvirker samtidig også 10erens mulighed for success.
Som alternativ til Brahim på 10eren er Adli et bud, omend jeg ser ham som et mere oplagt valg i en dybere rolle i denne konstellation.
I scenarie 2 ser det lidt anderledes ud. Her er Brahim (qua sin beskedne størrelse og fysik) på ingen måde et oplagt valg. Her vil han langt mere naturligt indgå som wing (hvilket vil løse andre udfordringer).
Om Pioli vælger denne tilgang afhænger givetvis af om vi har held med at hente De Ketelaere. Det vil så samtidig gøre, at Adli bliver et oplagt valg som backup for belgieren på 10eren. Som en lille tilføjelse kunne man spekulere i, at Lazetic måske kunne omskoles til 10er - han er i hvert fald modelleret efter Zlatan. Svenskeren vil i øvrigt også være et bud til denne position.
Og i dette scenarie skal vi så i marken efter en ny 6er/8er. Sanches synes at være en historie der bare fortsætter og i går var både Olivier Letang (præsident i Lille) og deres nye træner (Paulo Fonseca) ude og sige, at der ikke var dialog med PSG og at der ikke havde været kontakt. Begge kunne dog bekræfte, at "en stor europæisk klub" var interesseret i ham.
I mine øjne ville han være en fint valg i rotation på midten, hvor han reelt kan udfylde begge roller. Jeg synes der er enormt stille omkring alternativer - ikke mindst siden Enzo Fernandez røg til Portugal.
Der har været en smule pipperi omkring Douglas Luiz, men det ligner slet ikke en Milan-transfer.
Wing(s): igen afhænger dette af en offensiv kabale der skal gå op. Mig bekendt er Messias ikke længere Milan-spiller og man må formode, at vores option også er udløbet.
Personligt tror jeg, at Pioli satser på det jeg har beskrevet som scenarie 2 ovenfor. Men det kræver selvfølgelig, at man kan komme til enighed med Anderlecht omkring De Ketelaere.
I det tilfælde vil Brahim glide ud som wing, hvor han reelt kan spille på begge kanter.
Samtidig tales der fortsat om et lån af Ziyech, hvilket vil gøre vores offensiv komplet (numerisk set).
Det efterlader selvfølgelig spørgsmålet om Rebic. Som jeg ser det, passer han pt ikke ind i vores system. Den venstre wingangriber er omdannet til en mere klassisk udfordrende wing, der skal udfordre 1:1 og skabe overtalssituationer og her passer den gode kroat ikke på beskrivelsen.
Omvendt ville han passe fint ind som 9er, men vi har simpelthen ikke brug for (eller råd til) tre etablerede navne til den position.
Rebic kunne dog meget vel være ønsket af Pioli som "schweizerkniv", fordi det giver en masse alternativer - ikke mindst for at ændre konceptet. Spørgsmålet er så om Rebic kan affinde sig med den situation.
I alt i alt tegner det et billede af en trup der kræver enkelte tilføjelser - primært i bredden. Det er et fint udgangspunkt for at skulle ud og præstere.