Der er utrolig meget snak om hvorvidt den enkelte spiller præsterer/har slået til.
Det er selvsagt en valid diskussion, men for mig er det "blot", et symptom på et problem.
Som jeg ser det, har Milan simpelthen ikke et defineret koncept som alle spillere kan forholde sig til og agere ud fra. Det gør det vanskeligt for enhver at performe.
Det handler (selvfølgelig) ikke om at indføre et ideologisk system/koncept, men om at forholde sig til de resourcer der er til stede i truppen.
Et sådant koncept mener jeg simpelthen ikke er til stede pt (modsat tidligere sæsoner).
Historisk set har Pioli arbejdet med flere koncepter i sin tid i Milan. Ikke alle med lige stor succes.
Som jeg ser det, var det bedst "designede" koncept i 20/21 sæsonen.
Der var en god defensiv balance baseret på Kessíe som balancespiller (efter min mening blandt de bedste i verden), som dækkede af for en meget offensiv Theo og samtidig havde højre back (primært Calabria) en primært defensiv rolle.
I offensiven var Zlatan omdrejningspunktet. Han faldt ned i banen og agerede opspilspunkt, mens både Rebic, som venstre wingangriber, og Hakan skulle angribe de rum der blev skabt heraf.
Det var måske ganske simpelt, men det fungerede.
Udfordringen omkring udførelsen bestod umiddelbart i mange skader og herunder manglende bredde i truppen.
Omkring sidste sæson er det også værd at nævne, at Pioli rent faktisk først fik styr på balancen i den sidste tredjedel af sæsonen.
I indeværende sæson, har vi været rundt om et tremands-forsvar, en tremands-midtbane, diamant på midten, en højre wing der spiller bredt, en højre wing der spiller ind i banen, en 9er der falder ned osv.
Milan kommer fra en sæson med et mesterskab som resultat og en stort set uændret trup.
Kessíe var selvfølgelig, på papiret, et væsentligt navn at miste, men han var ingenlunde en nøglespiller i den version af konceptet Pioli praktiserede i den forgangne sæson.
Derimod er de altoverskyggende og bærende kræfter, i form af Maignan, Tomori, Kalulu, Theo, Tonali, Bennacer og selvfølgelig Leao, alle fortsat i truppen.
Oveni i det, har man haft nogle økonomiske muligheder for at udbygge og forbedre truppen.
Og det bringer os så til nyerhvervelserne, hvor jeg, på linje med @martinovic, ikke helt forstår det overordnede perspektiv.
70% af budgettet er blevet brugt på CDK (afhængigt af hvordan man anskuer det).
Belgieren brød for alvor igennem som 9er i Brugge - først under Philippe Clement og senere Alfred Schreuder.
Men det har åbenlyst ikke været den rolle CDK er indkøbt til. I hvert fald kan man konstere, at han nærmest udelukkende har været brugt som 10er. Samtidig er hans landsmand Origi hentet ind, hvilket selvfølgelig i væsentlig grad udelukker en rolle helt fremme.
Min undren cirkler også om, at mesterskabet, efter min ydmyge mening, blev vundet efter Pioli konsekvent implementerede en tremands-midtbane.
Det skabte en langt bedre balance, hvilket skabte basis for vores imponerende stime i slutningen af sæsonen.
Efter 27 runder havde Milan blot ligaens 4. bedste forsvar. Herefter startede, som bekendt, en vanvittig stime med kun to indkasserede mål i 11 kampe.
Og dette sker altså i direkte forlængelse af Piolis ændrede konstellation.
Hvorfor så fokusere så hårdt på en 10er? Ikke mindst når man jo har mistet Kessíe der kunne være ham der kunne skabe balance på en tomands-midtbane. I parentes bemærket, ville det udelukke enten Bennacer eller Tonali fra en primær starter, hvilket selvsagt ikke ville give mening.
Det er relativt oplagt at konstatere, at Pioli i denne sæson heller ikke har fundet balancen. LIgaens pt. 5. bedste forsvar giver en klar pejling omkring netop det.
Så for mig at se, er det den logiske konklusion for Pioli, at genindføre tremands-midtbanen - vel at mærke, som relativt fast koncept.
Det vil samtid kunne bringe Adli i spil i en mezzala-rolle, hvor han både kan deltage som chanceskaber og i defensiven.
Dermed peger lyskeglen så igen tilbage på CDK. Hvordan passer han ind i en 4-3-3 opstilling.
Et bud kunne være som højre wing, som Pioli også har talt om. I mit univers bør det dog kun være et alternativ der tages i brug mod mindre hold der ofte står dybt, eller når man jagter et resultat.
Mere oplagt ville det være, at køre ham i stilling som arvtager til Giroud - selvfølgelig med en anderledes rollebeskrivelse. Her ser jeg i højere grad CDK i en rolle a la Zlatans og/eller med inspiration hentet hos Tuchels brug af Havertz i Chelsea.
Under alle omstændigheder mener jeg, at Pioli nu bør lægge sig fast på et primært koncept og holde fast i det. Det vil give nogle af nyerhvervelserne (her tænker jeg primært på CDK og Adli) ro til, at finde sig til rette i deres roller.
Og det kan/vil muligvis tage noget tid - fred være med det.
Det er selvsagt en valid diskussion, men for mig er det "blot", et symptom på et problem.
Som jeg ser det, har Milan simpelthen ikke et defineret koncept som alle spillere kan forholde sig til og agere ud fra. Det gør det vanskeligt for enhver at performe.
Det handler (selvfølgelig) ikke om at indføre et ideologisk system/koncept, men om at forholde sig til de resourcer der er til stede i truppen.
Et sådant koncept mener jeg simpelthen ikke er til stede pt (modsat tidligere sæsoner).
Historisk set har Pioli arbejdet med flere koncepter i sin tid i Milan. Ikke alle med lige stor succes.
Som jeg ser det, var det bedst "designede" koncept i 20/21 sæsonen.
Der var en god defensiv balance baseret på Kessíe som balancespiller (efter min mening blandt de bedste i verden), som dækkede af for en meget offensiv Theo og samtidig havde højre back (primært Calabria) en primært defensiv rolle.
I offensiven var Zlatan omdrejningspunktet. Han faldt ned i banen og agerede opspilspunkt, mens både Rebic, som venstre wingangriber, og Hakan skulle angribe de rum der blev skabt heraf.
Det var måske ganske simpelt, men det fungerede.
Udfordringen omkring udførelsen bestod umiddelbart i mange skader og herunder manglende bredde i truppen.
Omkring sidste sæson er det også værd at nævne, at Pioli rent faktisk først fik styr på balancen i den sidste tredjedel af sæsonen.
I indeværende sæson, har vi været rundt om et tremands-forsvar, en tremands-midtbane, diamant på midten, en højre wing der spiller bredt, en højre wing der spiller ind i banen, en 9er der falder ned osv.
Milan kommer fra en sæson med et mesterskab som resultat og en stort set uændret trup.
Kessíe var selvfølgelig, på papiret, et væsentligt navn at miste, men han var ingenlunde en nøglespiller i den version af konceptet Pioli praktiserede i den forgangne sæson.
Derimod er de altoverskyggende og bærende kræfter, i form af Maignan, Tomori, Kalulu, Theo, Tonali, Bennacer og selvfølgelig Leao, alle fortsat i truppen.
Oveni i det, har man haft nogle økonomiske muligheder for at udbygge og forbedre truppen.
Og det bringer os så til nyerhvervelserne, hvor jeg, på linje med @martinovic, ikke helt forstår det overordnede perspektiv.
70% af budgettet er blevet brugt på CDK (afhængigt af hvordan man anskuer det).
Belgieren brød for alvor igennem som 9er i Brugge - først under Philippe Clement og senere Alfred Schreuder.
Men det har åbenlyst ikke været den rolle CDK er indkøbt til. I hvert fald kan man konstere, at han nærmest udelukkende har været brugt som 10er. Samtidig er hans landsmand Origi hentet ind, hvilket selvfølgelig i væsentlig grad udelukker en rolle helt fremme.
Min undren cirkler også om, at mesterskabet, efter min ydmyge mening, blev vundet efter Pioli konsekvent implementerede en tremands-midtbane.
Det skabte en langt bedre balance, hvilket skabte basis for vores imponerende stime i slutningen af sæsonen.
Efter 27 runder havde Milan blot ligaens 4. bedste forsvar. Herefter startede, som bekendt, en vanvittig stime med kun to indkasserede mål i 11 kampe.
Og dette sker altså i direkte forlængelse af Piolis ændrede konstellation.
Hvorfor så fokusere så hårdt på en 10er? Ikke mindst når man jo har mistet Kessíe der kunne være ham der kunne skabe balance på en tomands-midtbane. I parentes bemærket, ville det udelukke enten Bennacer eller Tonali fra en primær starter, hvilket selvsagt ikke ville give mening.
Det er relativt oplagt at konstatere, at Pioli i denne sæson heller ikke har fundet balancen. LIgaens pt. 5. bedste forsvar giver en klar pejling omkring netop det.
Så for mig at se, er det den logiske konklusion for Pioli, at genindføre tremands-midtbanen - vel at mærke, som relativt fast koncept.
Det vil samtid kunne bringe Adli i spil i en mezzala-rolle, hvor han både kan deltage som chanceskaber og i defensiven.
Dermed peger lyskeglen så igen tilbage på CDK. Hvordan passer han ind i en 4-3-3 opstilling.
Et bud kunne være som højre wing, som Pioli også har talt om. I mit univers bør det dog kun være et alternativ der tages i brug mod mindre hold der ofte står dybt, eller når man jagter et resultat.
Mere oplagt ville det være, at køre ham i stilling som arvtager til Giroud - selvfølgelig med en anderledes rollebeskrivelse. Her ser jeg i højere grad CDK i en rolle a la Zlatans og/eller med inspiration hentet hos Tuchels brug af Havertz i Chelsea.
Under alle omstændigheder mener jeg, at Pioli nu bør lægge sig fast på et primært koncept og holde fast i det. Det vil give nogle af nyerhvervelserne (her tænker jeg primært på CDK og Adli) ro til, at finde sig til rette i deres roller.
Og det kan/vil muligvis tage noget tid - fred være med det.