Redigeretsøn 25. jun 2023
@klodike
Milans økonomi skal ses i et historisk perspektiv.
Op til salget af klubben i 2017 til Yonghong Li, havde ledelsen, under Berlusconi og Galliano, været notorisk dårlige, til at kommercialisere branded.
Milan havde været en del af Berlusconis politiske platform og han accepterede dermed, at køre klubben med et markant underskud.
Med udviklingen i navnlig lønniveauet, måtte Berlusconi dog konstatere, at han ikke længere kunne finansiere en storklub.
Kulminationen kom umiddelbart i sommeren 2012, hvor klubben var tvunget til at sælge de to største stjerner, Zlatan og Thiago Silva, endda til småpenge, fordi man desperat skulle nedbringe lønomkostninger. I samme vindue sagde man i øvrigt farvel til Gattuso, van Bommel, Nesta og Seedorf og stod dermed uden kulturbærere.
I parentes benmærket, blev FFP indført i 11/12 sæsonen, hvilket umuliggjorde, at Milan kunne drives som den hidtil var blevet.
12/13 sæsonen gav en 3. plads, men ellers skal man helt frem til 19/20 sæsonen for Milan igen kunne være med i det gode selskab (CL), hvor pengene selvsagt også findes.
I den mellemliggende periode var bedste placering en 5. plads, mens det også blev til en 10. plads og flere år helt ude af europæiske turneringer.
Det har, af åbenlyse årsager, også efterladt Milan på perronen rent økonomisk. Både ift europæiske indtægter men også hvad angår sponsorater.
Et andet væsentligt problem har været, Milans manglende evne til at sælge spillere med profit.
Det skyldes i væsentlig grad strategien, hvor man satsede på afdankede stjerner. Talentudviklingen var ikke-eksisterende og gensalgsværdien i truppen var umiddelbart det samme.
Da Elliott overtog klubben i 2018 (fordi Li defaultede på sit lån), indførte man en meget anderledes strategi.
På daværende tidspunkt var klubbens payroll næsten €143m - noget der slet ikke stod mål med hverken klubbens økonomi eller den kvalitet man fik for pengene.
Med Elliotts (og nu RedBirds) overtagelse, har man dog, efter min ydmyge mening, gennemgået et mindre ledelsesmæssigt mirakel.
CL-kval er sikret for 3. sæson i streg, payroll er nedbragt med 35%, truppen er umiddelbart den næstmest værdifulde i ligaen og økonomien går i nul (før salg af Tonali). Det skal dog nævnes, at sidste sæson bød på ekstraordinære indtægter fra en CL-semifinale som næppe kan gentages i den kommende sæson.
Samtidig er klubben blevet markant bedre til at udnytte branded, hvor danske Casper Stylsvig står i spidsen. Her er der hentet en lang række nye partnere ind, mens aftalerne med de to hovedsponsorer (Puma og Emirates) også er blevet væsentlig forbedret.
Milan halter fortsat efter Inter og i særdeleshed Juventus, men pilen peger i den rigtige retning.
Ser man ud i verden, er Milan (og de andre italienske klubber) dog fortsat et godt stykke fra toppen. En væsentlig årsag er tv-aftaler, hvor Serie A simpelthen er lysår efter Premier League og Bundesligaen.
Derudover er der stadion, hvor Milan og Inter fortsat lejer sig ind på San Siro. Milan synes at være længst fremme i planerne om et nyt stadion, men det italienske bureaukrati gør alt hvad det kan, for at spænde ben for projektet.
Det synes dog, at være Cardinales absolutte topprioritet og de fleste venter en relativt snarlig offentliggørelse af et projekt i San Donato i udkanten af Milano, med væsentlig inspiration fra Allianz Arena i München.